Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 27/07/2026 - 13:40

19-årig varetægtsfængsles efter dødelig ulykke nær Holstebro

19-årig er sigtet for uagtsomt manddrab og særlig hensynsløs kørsel efter trafikulykke, hvor to mistede livet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 19-årig mand, der søndag var involveret i en alvorlig trafikulykke, hvor to personer mistede livet, er mandag blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Han varetægtsfængsles frem til 27. august. Det oplyser anklagerfuldmægtig Nicolai Soelberg til Ritzau.

Den 19-årige er sigtet for uagtsomt manddrab og særlig hensynsløs kørsel.

Han blev også sigtet for spirituskørsel, da der blev fundet tre øldåser i hans bil.

- Retten fandt dog ikke, at der var særlig bestyrket mistanke for det. Men der er udtaget en blodprøve, som vi afventer svar på, siger Nicolai Soelberg.

Ulykken skete søndag formiddag i krydset mellem Struer Landevej og Nordre Ringvej i Måbjerg, der ligger nord for Holstebro.

Et ægtepar - en 45-årig mand og en 36-årig kvinde - mistede livet i ulykken.

Den 19-årige kom også selv alvorligt til skade og blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Han er mandag uden for livsfare, men han er fortsat indlagt på hospitalet.

Nicolai Soelberg fra anklagemyndigheden forklarede under grundlovsforhøret, at den 19-årige har brækket en arm og et lårben samt har skader på indre organer. Det skriver Avisen Danmark.

Den 19-årige blev derfor fremstillet in absentia. Det vil sige, at han ikke var til stede i retten under grundlovsforhøret.

Når han er klar til at forlade hospitalet, vil der blive afholdt et nyt retsmøde.

Efter ulykken har politiet talt med vidner, og et såkaldt dashcam - et kamera i en bil - har optaget kollisionen.

Politiet sagde søndag, at det tyder på, at en personbil med et ægtepar holdt for rødt, da den blev påkørt bagfra af en anden personbil, der kørte med høj fart. I den bil sad den 19-årige mand.

Det vides endnu ikke, hvor hurtigt han kørte.

- Vi har sigtet ham for at have kørt væsentligt for stærkt. Vi har aktuelt ikke nogen oplysninger om, hvor hurtigt han har kørt, men vidner har set ham forudgående på motorvejen, hvor han ud fra deres overbevisning skal have kørt mellem 180 og 200 kilometer i timen, siger Nicolai Soelberg og tilføjer:

- Og så har vi billeder fra kollisionen, hvor man umiddelbart må sige, at begge biler er ret medtagne.

Den 19-årige mand har nægtet sig skyldig, og hans forsvarer har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

RITZAU

TjekDet - faktatjek