København, 08/05/2025 - 15:43
Analyser viser behov for ny milliardinvestering i Forsvaret
Det halter gevaldigt efter med Forsvarets bygninger samt på it-området. Og regningen kan blive stor.
Af: /ritzau/
Der kan være et investeringsbehov på op til knap 50 milliarder kroner på Forsvarets ejendoms- og it-område. Det viser analyser ifølge Forsvarsministeriet.
Analyserne kommer, efter at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i 2023 præsenterede en genopretningsplan, som blandt andet skulle modernisere nedslidte kaserner.
Der var i genopretningsplanen afsat cirka tre milliarder kroner til genopretning af it-området og cirka to milliarder til genopretning af ejendomsområdet. Det var for perioden 2024-2033, altså perioden for det nuværende forsvarsforlig.
- Vi vidste allerede i 2023, at der var store udfordringer med både it-området og vores mange bygninger, og det var derfor, at vi akut satte gang i flere tiltag.
- De nye analyser giver et langt bedre overblik over områderne, og det er tydeligt, at vi står over for at skulle investere markant i it og etablissement i de kommende år, siger Troels Lund Poulsen torsdag i en pressemeddelelse.
/ritzau/




