København, 21/01/2026 - 15:45
Radikale ekspartifæller tørner sammen i krænkerretssag
Beskyldninger om voldtægtstrusler førte ikke til sag, men endte med, at kvinde blev tiltalt for æreskrænkelse.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvad der begyndte som en faglig kontakt mellem to medlemmer af Det Radikale Venstre, udviklede sig først til en mere personlig relation og blev så intimt, inden det endte med gensidige politianmeldelser og nu kulminerer i en retssag.
Det fortalte den ene af parterne onsdag i Københavns Byret, hvor han afgav vidneforklaring i sagen mod den kvinde, som efter hans og anklagemyndighedens opfattelse gennem en række offentlige ytringer har krænket hans ære.
Manden er beskyttet af et navneforbud, og det er derfor strafbart at afsløre hans identitet. Han har i dag forladt politik.
Kvinden, som er tiltalt i sagen, er sygeplejerske i Nordjylland, hvor hun i øjeblikket er sygemeldt. Af samme grund var hun ikke til stede ved onsdagens retsmøde, hvor sagens dommer tillod, at sagen kunne gennemføres alligevel.
Kvinden var kandidat til Borgerrepræsentationen i København op til kommunalvalget i 2017, hvor hun ikke opnåede valg.
Cirka et års tid inden valget fik kvinden kontakt med en partifælle og kommunalbestyrelseskandidat i en anden kommune, som på grund af navneforbuddet ikke nævnes her. Partifællen fortæller onsdag i Københavns Byret, hvordan deres forhold udviklede sig.
- Det udviklede sig, som sådan noget gør. Det var fagligt, så blev det personligt, og så blev det intimt. Jeg så hende som en god ven, hvor der også var flere ting på spil, forklarede partifællen.
Men kvinden har en anden opfattelse af forløbet. Hun mener, at partifællen i en telefonsamtale omkring kommunalvalget i 2017 decideret truede hende med, at han ville lægge hende i håndjern og voldtage hende.
Der skulle gå næsten fire år, før kvinden anmeldte de påståede trusler. Det skete i april 2021 og kom i kølvandet på et forløb i Det Radikale Venstre, hvor den daværende politiske leder, Morten Østergaard, i efteråret 2020 forlod politik grundet en krænkelsessag.
Sagen affødte en undersøgelse og en rapport om kulturen i partiet. Konklusionen var, at hver femte kvinde blandt respondenterne havde følt sig krænket i regi af partiet.
Det var i forlængelse af den debat, som det affødte, at kvinden gik til politiet. Hun har fortalt, at det var for at stoppe partifællen, som hun altså anså for at være en krænker, fra at krænke andre.
Partifællen blev afhørt og sigtet af politiet i juni 2021. Men allerede efter få uger blev sagen lagt ned af anklagemyndigheden, som vurderede, at der ikke var bevismæssigt grundlag for at rejse en straffesag.
Kvinden sendte i forlængelse af det forløb mails til ledelsen i partiet om manden, og hun skrev flere opslag på det sociale medie Twitter (i dag X, red.), hvor hun afslørede mandens navn.
Kvinden og partifællen mødte aldrig hinanden. Og ved onsdagens retsmøde fortalte partifællen da også, at han dengang ønskede at mødes.
Efter hans opfattelse har hendes ytringer og adfærd alene det formål at ramme ham. Og det har hun i et vist omfang haft succes med.
Han forlod for nogle år siden politik og begrundede det dengang med, at han ville noget andet. Men i virkeligheden var det kvindens anmeldelse af ham, som fik ham til at trække stikket.
- Det har haft en voldsom betydning for mit arbejdsliv. Da politiet ringede, og jeg blev sigtet, så tænkte jeg, at jeg skal ud af politik. Hvis det her er prisen, så skal jeg ud, fortæller partifællen i retten.
Manden fortæller, hvordan sagen både har påvirket hans ægteskab, hvor hans kone i øvrigt har været en stor støtte for ham, og påvirket hans psyke.
- Vi bor et sted, hvor der løber to store veje, og hvor man ofte hører udrykning. Og hver gang jeg hørte udrykning, så troede jeg, at nu kom politiet for at hente mig, fortæller han.
Kvinden nægter sig skyldig i anklagen om æreskrænkelse, men har altså ikke været til stede i retten på grund af sin sygemelding. Hun er blevet afhørt til sagen af politiet, og den afhøring kommer til at erstatte den forklaring, som hun som tiltalt har ret til at afgive i en straffesag.
Sagen fortsætter 23. februar, hvor flere vidner skal afgive forklaring. Blandt dem er den daværende landsformand for De Radikale, Svend Thorhauge, der er præst i Tornby og Vidstrup sogne nær Hirtshals.
/ritzau/




