Kyiv, 19/07/2026 - 08:56
Ukraine melder om et af de største russiske angreb siden krigens start
Ukrainsk udenrigsminister kræver "massivt pres" på Rusland efter angreb fra over 40 ballistiske missiler.
Af: /ritzau/
Rusland har ramt Ukraine i et af de største ballistiske missilangreb siden krigens begyndelse i februar 2022.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på den sociale platform X.
- I løbet af natten gennemførte Rusland et af de største ballistiske missilangreb mod Kyiv.
- Fjenden affyrede mere end 40 missiler af forskellige typer – de fleste rettet mod hovedstaden – samt 120 angrebsdroner, skriver præsidenten.
Ukraines fungerende udenrigsminister, Andrij Sybiha, kalder det på X "det største antal ballistiske missiler siden krigens begyndelse".
Et ballistisk missil er et langtrækkende missil, der følger en bane som et projektil.
Sybiha tilføjer, at der er brug for "massivt pres på Moskva for at bringe denne terror til ophør".
Zelenskyj skriver, at en person er død, mens 16 andre er kommet til skade.
Rusland har ikke søndag morgen kommenteret de ukrainske meldinger.
RITZAU




