Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/10/2023 - 07:00

Sådan er din bil sikret i stormvejr

Hvad end stormvejret hedder Otto, Malik eller noget helt tredje, er der altid en risiko for, at bilen kan blive skadet.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Hvis det danske vejr viser sig fra sin grimme side, kan din bil godt være udsat.

For mellem væltede træer og flyvende teglsten er der flere ting, som kan give skader som buler og ridser på dit elskede køretøj.

Det gælder især her i vinterhalvåret, hvor det er højsæson for stormvejr. Derfor bør du undersøge, hvordan din bil skal forsikres.

- Det kan være en god idé at have en kaskoforsikring, når det kommer til stormskader, siger advokat Michael Ern Nielsen fra bilejernes interesseorganisation FDM og fortsætter:

- For den lovpligtige ansvarsforsikring, som alle bilejere skal have, hjælper kun ved skader, som du har forårsaget på andre biler.

Kaskoforsikringen dækker skader på din egen bil - eksempelvis hvis du ved et uheld kører ind i noget, der er indbrud i bilen, eller hvis der sker skader som følge af voldsomt vejr.

Men inden du kaster dig ud i endnu en forsikringsudgift, bør du overveje, om det kan betale sig i lige netop din situation.

- Hvis din bil er mange penge værd, kan det sandsynligvis godt betale sig med en kaskoforsikring, siger Michael Ern Nielsen.

- Men hvis din bil ikke har en høj værdi, er det ikke sikkert, det kan betale sig.

Derfor skal du holde den årlige forsikringspræmie op mod bilens værdi, som er det maksimale, du kan få i forsikring.

Ifølge en rapport fra brancheorganisationen Forsikring & Pension var den gennemsnitlige reparationspris i 2020 for såkaldte naturskader fra hagl, nedfald, skybrud og storm på lidt over 10.000 kroner.

Men naturskader fyldte en lille del af de samlede skadeårsager. I toppen lå kollisionsskader, der udgjorde 92 procent.

Hvis uheldet er ude, og stormen laver en skade på din bil, vil forsikringen som udgangspunkt dække, men du skal muligvis betale en selvrisiko.

- Dog vil nogle selskaber betragte en stormskade som en friskade, og så skal du ikke betale selvrisikoen, påpeger Michael Ern Nielsen.

En friskade er en skade, som du ikke skal betale selvrisiko af. Hos nogle forsikringsselskaber er det en del af kaskoforsikringen, mens det hos andre kan tilkøbes.

- Har du derimod ikke en kaskoforsikring, skal du betale ved kasse et, hvis uheldet er ude, lyder det fra advokaten.

Ifølge Michael Ern Nielsen skal du være opmærksom på, hvor stor en skade din bil får.

For hvis skaden er større end 75 procent af bilens værdi, er bilen totalskadet.

Det betyder, at det vil være for dyrt at reparere bilen, i forhold til hvor meget den er værd.

Dog gælder der en undtagelse for biler med en værdi på under 25.000 kroner.

- Bliver din bil erklæret totalskadet, får du udbetalt en erstatning på, hvad bilen vurderes til at være værd minus selvrisiko, siger Michael Ern Nielsen.

/ritzau fokus/

København, 26/07/2024 - 15:01

Paradise Hotel-vært er blevet mor for første gang

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Tv-værten Rikke Gøransson har fået sit første barn, Rio, med kæresten Bruno Da Conceicao.

Det er ren babylykke i privaten hos den garvede tv-vært Rikke Gøransson, der har fået sit første barn med kæresten Bruno Da Conceicao.

- Øjne så store som tekopper, hår så sort som ibenholt, og hud så fin fra flere verdens hjørner. Vi er lykkelige sammen, skriver Rikke Gøransson i et opslag på Instagram.

Her fortæller Paradise Hotel-værten, at den lille ny, der har fået navnet Rio Da Conceicao Gøransson, kom til verden den 1. juli.

Rikke Gøransson afslørede sin graviditet og babybulen tilbage i februar i et Instagram-opslag i forbindelse med en romantisk ferie til den franske hovedstad.

- Mor og far i Paris, skrev hun i opslaget efterfulgt af tre hjerter.

Rikke Gøransson har holdt tæt om den 41-årige brasilianske kæreste, men i sommer fik offentligheden lov at høre om det nyforelskede par.

- Jeg har aldrig mødt en mand som ham. Jeg er meget glad, og jeg tror, han er den sidste kæreste, jeg får i mit liv, sagde Rikke Gøransson dengang om kæresten til Billed-Bladet.

Siden er der drypvis kommet flere informationer ud om turtelduerne. Blandt andet at Rikke Gøransson er blevet bonusmor til kærestens barn fra et tidligere forhold.

- Det er en større kærlighed. Nu er det ikke bare ét menneske, jeg kommer til at holde af, og det er en gave. Det er ikke et lille barn, så man kan også blive venner, fortalte tv-værten i DR-podcasten "Hånden på hjertet".

- Det er ikke mit ansvar at opdrage, så det er også en befrielse. Jeg har aldrig været mere lykkelig, sagde hun videre til public service-mediet.

Rikke Gøransson, der er uddannet dokumentarist og psykoterapeut, har været fast inventar på tv, siden hun i 2007 vandt underholdningsprogrammet "Robinson ekspeditionen".

Den 37-årige tv-vært er bedst kendt for sin værtsrolle på "Paradise Hotel", hvor hun i 15 sæsoner har styret realityshowets gang.

Derudover var hun i begyndelsen af 2024 aktuel med dokumentarserien "Hvorfor skal Rikke være smuk".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/07/2024 - 11:13

Jack White erstatter hovednavn på Syd for Solen

Daniel L''b/Ritzau Scanpix

Musikfestivalen Syd for Solen føjer Jack White til plakaten efter afbud fra Queens of the Stone Age.

Den amerikanske rockmusiker Jack White gæster Valbyparken i august som nyt hovednavn på musikfestivalen Syd for Solen.

Det oplyser den københavnske festival på Instagram.

Jack White erstatter bandet Queens of the Stone Age, som har aflyst hele deres europæiske sommerturné på grund af sygdom.

- Vi beklager aflysningen og ønsker først og fremmest Josh Homme rigtig god bedring, skriver Syd for Solen på Instagram og henviser til bandets forsanger, som tidligere på sommeren gennemgik en akut operation.

Jack White indtager scenen i Valbyparken lørdag den 10. august, og ifølge Syd for Solen bliver det hans første koncert på dansk jord i seks år.

Den 49-årige sanger og musiker brød i sin tid igennem med bandet The White Stripes, som han dannede sammen med sin kone Meg White tilbage i 1997.

Senere gik både parret og bandet fra hinanden, og Jack White fortsatte sin musikalske karriere både som soloartist og i nye bands.

Han har netop udgivet et nyt album med titlen "No Name", som danske fans altså får nu får mulighed for at opleve live på Syd for Solen.

Festivalen løber over tre dage fra den 8. til den 10. august, og ud over Jack White byder plakaten på navne som André 3000, Fred Again.. og The Raveonettes.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/07/2024 - 10:00

FAKTA: Tjek din forskudsopgørelse

* Med augusts komme er over halvdelen af året gået, og det er en god anledning til at tjekke din forskudsopgørelse for at se, om den stadig holder stik.

* Tjek, om oplysningerne i forskudsopgørelsen stemmer overens med, hvordan virkeligheden ser ud nu, og ret til, hvis de ikke gør.

* Vær især opmærksom på din lønindkomst og på eventuelle fradrag. Ved at rette i forskudsopgørelsen kan du undgå at skulle betale en ærgerlig restskat til næste år.

Kilde: Bettina Brask, formueøkonom hos Jyske Bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/07/2024 - 10:00

Kickstart din økonomi efter en dyr sommer

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brug august til at danne dig et overblik over, hvor mange penge du fik brugt på sommerferien, og læg en plan for at bygge opsparingen op på ny.

Dine bankkonti kan meget vel se lidt skrabede ud efter en sommer med masser af vaffelis, kolde øl og måske en rejse til sydens sol med hele familien.

Når kalenderen rammer august, og hverdagen melder sin ankomst, er det derfor oplagt at få kigget pengesagerne godt igennem, siger Bettina Brask, der er formueøkonom hos Jyske Bank.

- For mange er det rigtig godt lige at få et overblik over, hvad ferien har kostet, siger hun og fortsætter:

- Måske har du brugt mere på ferien, end du havde tænkt hjemmefra, og så har du måske ikke lyst til at tjekke dine konti, men det er bedst at tjekke det med det samme.

Er der tale om et stort overforbrug, anbefaler Bettina Brask, at du sætter dig ned og lægger en plan for, hvordan du indhenter det. Samtidig kan det være en anledning til at lave en plan for næste års ferie, så du ikke havner i samme situation igen.

- Læg et feriebudget, og begynd allerede nu opsparingen til næste års ferie, så du med sikkerhed ved, at du har penge til at holde den ferie, du har lyst til, lyder rådet fra formueøkonomen.

Også Nicolaj Christensen, der er finansiel rådgiver og indehaver af firmaet Pengerådgivning, opfordrer dig til at sætte tid af i august til at kickstarte dine opsparingskonti.

- Det gør du ved at lave de klassiske øvelser, hvor du gennemgår alle dine poster for at se, om noget kan undværes, og dernæst sørger for, at du fremover får overført penge til opsparingen i starten af hver måned, når du får løn, siger Nicolaj Christensen.

Mens du er i gang, kan du med fordel opdatere dit budget, hvis du har sådan et. Har du ikke et, er det et godt tidspunkt at få det lavet, tilføjer han.

Er du boligejer med et realkreditlån, kan der derudover være kroner at spare ved at undersøge, om du kan få en lavere rente på lånet.

- Det er et oplagt tidspunkt at have fokus på, om du har det rigtige lån, siger Nicolaj Christensen og fortsætter:

- Vi har et faldende rentemarked, og det betyder, at hvis du er en af dem, der har en fast rente på et højt niveau, så kan der være penge at hente nu ved at få en billigere rente.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek