København, 16/04/2025 - 08:02
WHO-lande når til enighed om plan ved fremtidige pandemier
WHO-lande vil med ny plan undgå en gentagelse af coronapandemien. Flere års forhandling munder ud i en aftale.
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Landene i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) nåede natten til onsdag efter flere års forhandlinger til enighed om en fælles håndtering af fremtidige pandemier.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Aftalen, der blev indgået i Genève i Schweiz, skal hindre en gentagelse af coronapandemien.
Der blev forhandlet til sent ud på natten for at få løst de sidste uenigheder, der blandt andet bestod i, hvordan de mere velhavende lande kan støtte fattigere lande med vacciner og test.
En væsentlig del af aftalen omhandler hastigheden af vidensdeling med farmaceutiske virksomheder, så de hurtigere kan udvikle produkter til at bekæmpe truende pandemier.
Landene nåede i mål med den nye aftale, der fylder 32 sider, omkring klokken 02.00 natten til onsdag.
Aftalen bliver mødt med stor glæde af WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus.
- I aften markerer en milepæl i vores rejse sammen mod en mere sikker verden.
- Verdens nationer har skrevet historie i Genève, siger WHO-chefen.
Fra 2019 og de følgende år døde flere millioner på verdensplan med coronasmitte. Samtidig påførte pandemien nedlukninger i de fleste lande i månedlange perioder.
Fem år efter coronapandemiens udbrud er der en voksende bekymring for nye trusler mod verdenssundheden.
USA har på det seneste haft udfordringer med spredning af mæslinger, mens DR Congo er ramt af et udbrud af sygdommen mpox, også kaldet abekopper.
Flere lande kæmper desuden med spredning af fugleinfluenza. I januar registrerede USA det første dødsfald hos et menneske efter smitte med fugleinfluenzavarianten H5N1.
Tidligere i april rapporterede Mexico også om det første dødsfald forårsaget af fugleinfluenza. Der var tale om en treårig pige, som på grund af infektionen døde af organsvigt.
/ritzau/