Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/11/2024 - 16:44

Flere pakker med fiskefrikadeller tilbagekaldes efter listeriafund

Pakker med fiskefrikadeller solgt i Lidl og Coop-butikker skal kasseres eller leveres tilbage til butikken.

Af: /ritzau/

Endnu flere pakker med fiskefrikadeller tilbagekaldes mandag på grund af risiko for infektion med listeriabakterien.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en opdatering mandag.

I weekenden oplyste Jeka Fish, at mindst 1000 pakker fiskefrikadeller blev tilbagekaldt. Fiskefrikadellerne er solgt over hele landet i Lidl og Coop-butikker.

Nu tilbagekaldes flere pakker.

Det omfatter blandt andet varianter af fiskefrikadeller af mærket Havet's, Nautica fiskefrikadeller af torsk og pandestegte torskefiskefrikadeller fra Cimbric.

Pakkerne har udløbsdato mellem 30. oktober og 16. november.

Jeka Fish, der ligger i Lemvig i Vestjylland, opfordrer forbrugerne til at kassere fiskefrikadellerne eller levere dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

Fiskefrikadellerne tilbagekaldes, fordi listeriabakterien er fundet to steder på fabrikken.

Den ene positive prøve stammer fra en afløbsrende, mens den anden kommer fra en kurv til kasserede fiskedele.

Bakterien er ikke blevet fundet i prøver fra selve fiskefrikadellerne eller i de maskiner, hvor de laves. Men grundet risikoen for infektion, skal de alligevel tilbagekaldes.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek