Houston, 19/04/2025 - 02:56
Migranter i Texas beder højesteret om at stoppe deportationer
Tilbageholdte venezuelanske mænd i Texas beder højesteret om at standse angivelig plan om at deportere dem.
Charles Reed/U.s. Immigration An/Reuters
Af: /ritzau/
Advokater for en række venezuelanske mænd, som er blevet tilbageholdt i Texas, har bedt USA's højesteret om at blokere for "nært forestående" deportationer af mændene.
Det skriver Reuters natten til lørdag dansk tid.
I retsdokumenter siger advokater fra borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU), at flere af mændene allerede er blevet sat om bord på en bus, hvor de er blevet fortalt, at de skal deporteres.
Mændene er tilbageholdt i Bluebonnet Detention Center i Anson i Texas.
Det står ikke klart, præcis hvor mange mænd der samlet set er tale om - eller hvor mange der angiveligt allerede er blevet flyttet til en bus.
De amerikanske myndigheder har ikke bekræftet, at de skal have planer om snart at deportere de venezuelanske mænd.
Kort tid efter advokaternes anmodning til højesteretten, siger en advokat for den amerikanske regering, at USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed ikke har orienteret om nogle deportationer fredag - men at der kan finde deportationer sted lørdag amerikansk tid.
- Jeg har talt med DHS (Department of Homeland Security, USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, red.), og de er ikke bekendt med nogen aktuelle planer for flyvninger i morgen.
- Men jeg er også blevet fortalt, at de forbeholder sig retten til at fjerne folk i morgen (lørdag amerikansk tid, red.), siger Drew Ensign, som er advokat i justitsministeriet.
Ifølge ACLU har mændene fået udleveret en række dokumenter, hvori det indikeres, at mændene klassificeres som medlemmer af banden Tren de Aragua.
Hvis mændene bliver udvist fra USA, vil det være de første deportationer, siden højesteret 7. april meddelte præsident Donald Trumps administration, at den er forpligtet til at give venezuelanske migranter besked om, at de bliver udvist - og til at give dem mulighed for at anfægte det ved domstolene.
/ritzau/