Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brasília, 18/03/2026 - 02:09

Brasilien strammer reglerne for unges brug af sociale medier

Brasilien tilslutter sig en række andre lande, der forsøger at regulere børns brug af sociale medier.

Evaristo Sa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Brasilien begyndte tirsdag at implementere nye foranstaltninger til at begrænse mindreåriges adgang til sociale medier.

Sidste år godkendte Brasilien en lov, der regulerer børns brug af sociale medier. Det skete efter en skandale om påstået seksuel udnyttelse af mindreårige på det sociale medie Instagram.

Loven betyder, at børn under 16 år nu skal have deres konti tilknyttet en værges konto.

Den pålægger desuden de digitale platforme at kræve det, der betegnes som pålidelig aldersverifikation fra unge. Det skal forhindre, at unge under 18 år får adgang til forbudt eller upassende indhold.

Brasilien tilslutter sig dermed en række lande, der forsøger at beskytte børn mod de afhængighedsskabende algoritmer på de sociale medieplatforme.

Lande som Australien har indført et decideret forbud mod unges adgang til sociale medier.

Med loven indføres der i Brasilien et forbud mod, at en bruger selv angiver sin alder. Det er nemlig en ineffektiv metode, at brugeren selv angiver sin alder, siger Iage Miola, der er direktør for Brasiliens nationale databeskyttelsesmyndighed, ANPD.

ANPD er den myndighed, der skal udføre loven i praksis.

Detaljer om, hvordan tiltaget præcis skal fungere, er endnu ikke offentliggjort.

Fra tirsdag begynder en overgangsperiode, hvor ANPD vil fastlægge de tekniske aspekter af loven.

Miola oplyser, at han har mødtes med repræsentanter fra teknologiske virksomheder for at gennemgå deres forslag.

Han fortæller, at den foretrukne verifikationsmetode indtil videre er, at brugere uploader et identitetsdokument og udfører en biometrisk fotokontrol.

Ifølge loven skal digitale platforme fjerne indhold, der umiddelbart skildrer seksuelle overgreb. De skal desuden underrette de brasilianske myndigheder.

Virksomheder, der ikke overholder de nye regler, risikerer at skulle betale op til 58 millioner kroner i bøde.

Hvis virksomheden gentagne gange begår lovovertrædelser, kan den blive forbudt.

I Brasilien bor der 212 millioner mennesker.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek