Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 14/06/2026 - 12:39

Medie: Iran er i udkast gået med til ikke at producere atomvåben

Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale.

Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Iran skal i et udkast til en aftaletekst med USA være gået med til, at landet hverken vil producere eller anskaffe sig atomvåben.

Det siger en højtstående iransk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters. Kilden optræder anonymt.

En endelig aftale skal ifølge kilden drøftes inden for 60 dage, efter at de to lande er nået til enighed.

Meldingerne er ikke officielt bekræftet.

Iran skal have accepteret at opretholde en status quo på atomområdet, indtil en endelig aftale er indgået, herunder ved ikke at berige uran og ikke udvide atomanlæg, siger embedsmanden.

USA's præsident, Donald Trump, skrev på sit sociale medie, Truth Social, lørdag, at det er planlagt, at en aftale med Iran skal underskrives søndag. Skulle det ske, vil underskrivelsen finde sted på Trumps 80-års fødselsdag.

Meldingen fra Trump var umiddelbart i modstrid med en iransk udmelding, som var kommet tidligere på dagen.

Her lød det fra Irans udenrigsministerium, at en aftale ikke vil blive underskrevet denne weekend.

Krigen i Iran begyndte 28. februar, hvor Israel og USA angreb landet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek