København, 10/04/2025 - 14:51
Minister skærper retorikken i opdateret national risikorapport
Der et større fokus på hybride trusler, herunder sabotage, energiforsyning og klima i den seneste rapport.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Risiko- og trusselsbilledet i Danmark er det mest alvorlige siden Anden Verdenskrig.
Det fremgår af en opdatering af rapporten "Nationalt Risikobillede", som beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) præsenterer torsdag eftermiddag i København.
- Det nye nationale risikobillede understreger, at vi skal tage de nødvendige skridt, så vi er godt forberedt. På tværs af staten er vi i fuld gang med at få set beredskabsplanlægningen efter i sømmene, så det matcher det trusselsbillede, vi står over for, siger Torsten Schack Pedersen i en pressemeddelelse.
Han sender en opfordring til kommuner og regioner om læse rapporten, så de kan få set på, om beredskabsplanlægningen skal ændres.
Der beskrives i "Nationalt Risikobillede 2025" 16 forskellige risici og trusler.
Det er fjerde gang, at der udsendes et "Nationalt Risikobillede", som blev offentliggjort første gang i 2013, dengang med højere vægt på vejrskabte hændelser, men også eksempelvis pandemisk influenza.
Det aktuelle trusselsbillede er en opdatering af rapporten fra 2022, der blev udarbejdet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med myndigheder og eksperter.
Siden er opgaven overtaget af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som blev oprettet i august 2024.
I forhold til den forrige rapport er der et større fokus på hybride trusler, herunder sabotage, energiforsyning og klima.
Rapporten om risici er ifølge ministeriet et "godt redskab for private virksomheder".
Dansk Industri mener, at rapporten demonstrerer, at der skal arbejdes tættere sammen mellem myndigheder og erhvervsliv.
- Rapporten er et nødvendigt wakeupcall, siger politisk direktør i Dansk Industri Morten Høyer i en pressemeddelelse.
- Derfor opfordrer vi alle virksomheder til at lave risiko- og sårbarhedsvurdering og beredskabsplan.
DI peger mod den stigende hybride krigsførelse og trusler mod dansk infrastruktur og borgernes tillid. Men også risikoen for energimangel er en bekymring.
/ritzau/