Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/10/2025 - 12:00

15 journalister og chefer fyret i nedlægning af JFM-redaktioner

Tidligere i oktober blev det meldt ud, at JFM og Berlingske Media indgår et samarbejde.

Jacob Schultz/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To chefer, fem fastansatte og fire vikarer på Avisen Danmark er blevet fyret efter nyt samarbejde mellem Berlingske Media og JFM.

Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør i JFM Peter Orry til fagbladet Journalisten.

Derudover er fire ansatte på erhvervsredaktionen Erhverv+ blevet afskediget.

Peter Orry, der selv stopper som ansvarshavende chefredaktør som led i ændringerne, oplyser, at der er nogle beskyttede medarbejdere, som ikke er blevet afskediget.

Det gælder tillidsrepræsentanter og nogle på barsel.

- Men det er to redaktioner, der bliver nedlagt, siger Orry til Journalisten.

Tidligere i oktober blev det meldt ud, at JFM, tidligere Jysk Fynske Medier, og Berlingske Media indgår et samarbejde.

Det indebærer, at Berlingske Medias ejer, norske Amedia, overtager 30 procent af aktierne i JFM, som samtidig får 30 procents ejerskab af Berlingske Media.

Samarbejdet betyder, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur i toppen af JFM.

Den indebærer, at der fremover også skal være en finansdirektør, og at rollen som administrerende chefredaktør ændres til en rolle som nyhedsdirektør. Rollen som ansvarshavende flyttes ud til chefredaktører på de enkelte udgivelser.

Hidtil har JFM's direktion foruden Peter Orry bestået af topchef Jesper Rosener og viceadministrerende direktør Bjarne Munck.

MediaWatch har tidligere skrevet, at ud fra mediets oplysninger skal Peter Orry ikke varetage den kommende rolle som nyhedsdirektør. Men ifølge mediets oplysninger bliver han i koncernen i en anden rolle.

Som led i aftalen skal Berlingske fremover levere indhold til JFM's landsdækkende udgivelse, Avisen Danmark.

Jesper Rosener har tidligere oplyst til MediaWatch, at erhvervsmediet Erhverv+ lukker. Fremover skal erhvervsdækningen samles i JFM's øvrige udgivelser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek