Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 23/05/2026 - 05:48

Trumps administration vil stramme regler for green card-ansøgere

Trump-administrationen vil have ansøgere om permanent opholdstilladelse i USA til at søge fra deres hjemland.

Af: /ritzau/

USA's præsident Donald Trumps administration vil kræve, at personer, som ansøger om et green card, forlader USA, mens ansøgningsprocessen står på.

Det har administrationen meddelt fredag, skriver de amerikanske medier CNN og AP.

Et green card er en permanent opholdstilladelse, der giver folk mulighed for at både bo og arbejde i USA.

Ifølge CNN har de amerikanske immigrationsmyndigheder meldt ud, at ansøgerne skal vende tilbage til deres hjemlande for at ansøge om opholdstilladelse.

Det kan ifølge mediet ramme hundredtusindvis af mennesker, der ansøger om et green card, og blandt andet betyde, at familier risikerer at blive skilt ad, og at nogle personer kan miste deres arbejde i USA.

Det kan ifølge CNN tage flere måneder eller år at færdiggøre ansøgningsprocessen til en permanent opholdstilladelse.

Zach Kahler, som er talsperson for USA's statsborgerskabs- og immigrationskontor, USCIS, siger, at der er undtagelser for den nye regel, som gælder "ekstraordinære omstændigheder".

- Når udlændinge ansøger fra deres hjemland, mindsker det behovet for at opspore og udvise dem, der vælger at gå under radaren og på ulovlig vis blive i USA efter at være blevet nægtet opholdstilladelse, siger han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek