Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/02/2025 - 09:23

Næsten halvdelen af unge har set ubehageligt indhold online

Af børn og unge mellem 13 og 17 år svarer fem ud seks, at de ikke har forældreindstillinger på mobilen.

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tæt på halvdelen af børn og unge mellem 13 og 17 år har set ubehageligt indhold online inden for det seneste år.

Det viser en undersøgelse foretaget for Center for sociale medier, tech og demokrati og Medierådet for Børn og Unge.

Syv ud af ti af de adspurgte unge svarer desuden, at det ubehagelige indhold dukkede op tilfældigt på deres feed. TikTok er den app med flest rapporter om ubehageligt indhold.

Det fortæller, at man står overfor et "samfundsproblem", der giver anledning til en afgørende samtale, heriblandt om forældrenes rolle. Det siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M).

- Mange børn støder på ubehageligt indhold, og mange forældre ved ikke, hvad børnene laver på sociale medier. Det er et problem, vi bliver nødt til at snakke meget mere om, siger hun.

I undersøgelsen, der er udarbejdet af Voxmeter, svarer fem ud af seks, forældreindstillinger ikke bliver brugt på deres digitale enheder og apps.

Næsten 40 procent af de unge vurderer, at deres forældre kun ved "lidt" eller "slet ikke noget" om, hvad de laver online.

Ifølge Caroline Stage mangler der en "digital gårdvagt", når børn og unge støder på ubehageligt indhold.

- Techgiganterne tager tydeligvis ikke nok ansvar, så vi bliver nødt til at tage ansvar politisk. Vi skal have en samtale med forældrene om, hvordan man håndtere det i hjemmet.

- Mange forældre er i tvivl om, hvordan man tackler det her. Man kan se i undersøgelsen, at der er relativt få forældre, der bruger forældreindstillinger på børnenes mobiltelefon, siger ministeren.

Gør man brug af forældreindstillinger, kan der indstilles skærmtid på barnets telefon, mens forældre også kan begrænse indhold, køb og overførsler efter aldersgrænse.

Caroline Stage understreger dog, at det på "ingen måde" alene er forældrenes ansvar at håndtere ubehageligt indhold på digitale medier.

- Der er rigtig meget af det her, der skal løftes politisk. Vi skal gøre det lettere at være forældre i en digital tidsalder, siger digitaliseringsministeren.

Hun nævner konkret en løsning om at gøre børnevenlige standardindstillinger obligatorisk på børn og unges mobiltelefoner.

- Det er interessant at kigge på fra dansk perspektiv. Det er en ambition for regeringen, og vi undersøger mulighederne for at lave obligatoriske indstillinger, lyder det.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek