København, 06/07/2026 - 13:10
Uheld skaber kø på Fynske Motorvej ved Langeskov
Mandag blev Fynske Motorvej spærret i vestgående retning ved Langeskov grundet et trafikuheld.
Af: /ritzau/
Fynske Motorvej blev tidlig mandag eftermiddag spærret ved Langeskov i vestgående retning mod Odense.
Det oplyser Fyns Politi.
Afspærringen skyldes et trafikuheld.
- Overvej at køre fra allerede ved Nyborg V, afkørsel 46, hvis du skal mod vest i retning mod Odense.
- Vi opdaterer, når vi ved mere. Kør forsigtigt og forvent kraftige opbremsninger, skriver politiets vagtchef på Politi Update.
Ifølge Vejdirektoratets trafikkort er der kø på grund af ulykken.
I første omgang blev der helt spærret på strækningen, men der er efterfølgende åbnet delvist igen.
- Der er delvist åbent for færdslen mod vest ved Langeskov igen, lyder det kort efter klokken 13 i en opdatering fra politiet.
Ulykken har umiddelbart kun ført til materielle skader.
- Der har været sammenstød mellem bil og lastbil, men umiddelbart kun materiel skade. Vi arbejder på stedet, så passér med forsigtighed, skriver politiet videre.
RITZAU




