København, 25/05/2025 - 08:29
Minnesota Timberwolves slår tilbage med historisk stor sejr
Efter at have tabt de to første kampe til Oklahoma City Thunder vandt Minnesota Timberwolves med 42 point.
Bruce Kluckhohn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
NBA-holdet Minnesota Timberwolves er stemplet ind i slutspilsserien mod Oklahoma City Thunder med manér.
Natten til søndag dansk tid gik Timberwolves bersærk foran hjemmeholdets tilskuere i Target Center og vandt med de overlegne cifre 143-101.
Ifølge analysevirksomheden Opta var det den største sejr nogensinde i NBA mod et hold, der havde vundet mindst 65 kampe i grundspillet.
Oklahoma City Thunder vandt 68 ud af 82 kampe i den regulære sæson og sikrede sig dermed status som topseedet til slutspillet.
Gæsterne havde da også vundet de to første opgør i semifinaleserien, men blev blæst ud af arenaen fra start i tredje kamp. Efter første quarter førte Minnesota Timberwolves med 34-14, og føringen blev kun øget op til pausen, hvor forskellen var på 31 point.
Med den stensikre føring i banken var der rig mulighed for at give profiler som Anthony Edwards og Julius Randle et tiltrængt og velfortjent hvil i fjerde quarter.
Duoen havde tilsammen bidraget med 54 point og var toneangivende i den overbevisende sejr.
Omvendt var Thunder-stjernen Shai Gilgeous-Alexander, der havde domineret de to første kampe i serien, en skygge af sig selv.
Gilgeous-Alexander blev tidligere på ugen kåret som basketball-ligaens mest værdifulde spiller, MVP, men i seriens tredje kamp ramte han på mindre end hver tredje forsøg fra gulvet og bidrog blot med 14 point.
Oklahoma City Thunder fører nu serien 2-1. Der skal fire sejre til for at indløse billetten til NBA-finalen, hvor enten Indiana Pacers eller New York Knicks venter.
/ritzau/