Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Belfast, 11/06/2026 - 08:16

Politi blev angrebet med mursten og flasker ved nye optøjer i Belfast

For anden aften i træk var Belfast onsdag aften centrum for protester mod indvandring efter knivoverfald.

Af: /ritzau/

Politiet måtte onsdag aften tage en vandkanon i brug for at opløse en forsamling på omkring 300 demonstranter i Belfast i Nordirland.

Demonstranterne, som var på gaden for anden aften i træk i protest mod et knivoverfald tidligere på ugen, satte ild til en lastbil og kastede med mursten og flasker - herunder molotovcocktails.

Det skriver de britiske medier The Guardian og BBC.

Undervejs blev skytset rettet mod politiets urobetjente, hvorefter politiet altså fandt sig nødsaget til at tage en vandkanon i brug.

Demonstrationerne blev udløst af et overfald mandag aften i Belfast. Her blev en mand i 40'erne ramt af knivstik i øjnene, ansigtet og på halsen.

En 30-årig sudansk mand er sigtet i sagen.

På trods af kast med mursten og molotovcocktails forløb onsdag aften en del roligere end aftenen forinden, hvor flere huse og biler i Belfast blev stukket i brand af indvandringskritiske demonstranter.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek