Tucson, 18/02/2026 - 02:34
DNA-spor giver intet match i eftersøgningen af tv-værts mor
FBI's database har ikke givet noget match med DNA fundet i handske nær Nancy Guthries hjem i USA.
Brandon Bell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Et af de hidtil mest lovende spor i efterforskningen af bortførelsen af Nancy Guthrie i USA har tirsdag vist sig at være en skuffelse.
DNA fra en handske, der blev fundet nær den ældre kvindes hjem i delstaten Arizona, har ikke givet noget match i FBI's nationale database over kendte lovovertrædere - den såkaldte CODIS-base.
84-årige Nancy Guthrie er mor til den kendte amerikanske tv-vært Savannah Guthrie.
Efterforskerne havde håbet, at DNA fundet i en handske nær Nancy Guthries hjem ville lede dem på sporet af en mulig gerningsmand. Handsken blev fundet cirka tre kilometer fra kvindens hjem i Tucson-området.
Handsken lignede det par, som en bevæbnet og maskeret mand havde på, da han blev fanget på Nancy Guthries dørtelefonskamera, kort tid før at hun forsvandt.
Sheriffen i Pima County har sagt, at han mener, at manden på videoen er den hovedmistænkte, som myndighederne er på jagt efter.
Nancy Guthrie blev sidst set den 31. januar, da hun blev sat af ved sit hjem nær Tucson af sin familie efter at have spist middag med dem. Hun blev meldt savnet af sine pårørende dagen efter.
Myndighederne behandler sagen som en kidnapning med henblik på løsepenge.
Sagen har tiltrukket sig massiv offentlig interesse verden over, og medier har fulgt enhver udvikling i sagen tæt.
Mindst to påståede løsesumsbreve er dukket op, siden hun forsvandt, og begge blev først sendt til medier. Der har ikke været nogen kendt direkte kontakt mellem mistænkte og Guthries familie eller myndighederne.
Savannah Guthrie og hendes søskende har gentagne gange udsendt videoer på sociale medier, hvor de opfordrer til, at deres mor kommer sikkert hjem.
Politiet har fastslået, at de nærmeste familiemedlemmer til Nancy Guthrie ikke er mistænkte i sagen.
I sidste uge meddelte myndighederne, at blodspor fundet på Nancy Guthries fortrappe stammede fra den ældre kvinde.
Hun er af familien blevet beskrevet som skrøbelig og afhængig af daglig medicin for at overleve. Hun har desuden en pacemaker.
/ritzau/Reuters




