Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Phoenix, 13/02/2026 - 01:10

FBI øger dusør for oplysninger om bortførelsen af Nancy Guthrie

630.000 kroner er det nye beløb, som FBI udlover til personer, der har oplysninger om bortført 84-årig i USA.

Af: /ritzau/

USA's forbundspoliti, FBI, øger den dusør, som er blevet udlovet for oplysninger, der kan føre til, at den bortførte Nancy Guthrie bliver fundet.

Dusøren lyder nu på 100.000 dollar - omkring 630.000 kroner - efter at den tidligere lå på 50.000 dollar.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 84-årige Nancy Guthrie er mor til Savannah Guthrie, som er vært på NBC-programmet Today, der hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.

Nancy Guthrie forsvandt i delstaten Arizona, få timer efter at familiemedlemmer havde sat hende af ved hendes hjem den 31. januar. Hun blev meldt savnet af familien dagen efter, da hun ikke mødte op til gudstjeneste om søndagen.

FBI har ifølge det amerikanske medie CNN torsdag offentliggjort en beskrivelse af en person, som har politiets interesse i sagen.

Det er en person, som kan ses på billeder og videoer, der natten til den 1. februar blev optaget af et overvågningskamera ved den 84-årige kvindes hjem.

Personen beskrives af FBI som en mand på 175 til 178 centimeter med almindelig kropsbygning og iført en sort rygsæk.

- Vi håber, at denne opdaterede beskrivelse vil hjælpe med at samle de tips, vi modtager fra offentligheden, siger FBI's kontor i Phoenix, der ligger i Arizona.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek