Teheran, 13/09/2026 - 07:06
Iran melder om dødeligt angreb på handelsskib i Hormuzstrædet
Guvernør i det iranske Qeshm-distrikt siger, at én har mistet livet i angreb søndag. Tre personer er såret.
Af: /ritzau/
Et iransk handelsskib er søndag morgen blevet angrebet ud for den iranske ø Qeshm i Hormuzstrædet.
Det melder guvernøren i Qeshm-distriktet ifølge iranske statsmedier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En person er ifølge guvernøren blevet dræbt i forbindelse med angrebet, mens der er tre sårede.
Det er uklart, hvem der står bag angrebet.
United Kingdom Maritime Trade Operations (UKMTO), der er et maritimt informationscenter under det britiske forsvar, berettede natten til søndag om et angreb på et fartøj i Hormuzstrædet.
UKMTO skrev klokken 02.59 på det sociale medie X, at det havde modtaget en melding om, at et fartøj var blevet ramt af et projektil, mens det var på vej gennem strædet.
RITZAU




