Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 06/12/2025 - 11:22

Det Hvide Hus sletter video efter kritik fra Sabrina Carpenter

Mads Mikkelsen florerer fortsat i en video fra amerikansk ministerium. Zentropa vil have den fjernet.

Franck Robichon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det Hvide Hus har slettet en video på X, der viste razziaer fra immigrationsmyndighederne i landet, ICE, hvor den amerikanske popsanger Sabrina Carpenters sang blev brugt.

Det Hvide Hus meldte hverken ud, da videoen blev slettet eller angav en årsag.

Videoen blev lagt på X tidligere på ugen og blev hurtigt mødt af kritik fra sangerinden.

- Den her video er ond og ulækker. Involvér aldrig mig eller min musik til at fremme jeres umenneskelige dagsorden, skrev Carpenter i et svar til Det Hvide Hus' opslag.

Abigail Jackson, der er talskvinde for Det Hvide Hus, svarede:

- Her er en "Short n' Sweet" besked til Sabrina Carpenter: Vi vil ikke undskylde for at deportere farlige, kriminelle, ulovlige mordere, voldtægtsforbrydere og pædofile fra vores land. Enhver, der forsvarer disse syge monstre må være "stupid, or is it slow"?

"Short n' Sweet" henviser til Sabrina Carpenters album af samme navn, der udkom sidste år. "Stupid, or is it slow" henviser til en linje i singlen "Manchild", som Carpenter udgav tidligere på året.

Sletningen af videoen fra tidligere på ugen betyder dog ikke, at Det Hvide Hus er færdigt med at bruge sangerinden i sin promovering af immigrationsmyndighedernes razziaer.

Fredag udkom Det Hvide Hus med en ny video, der indledes med et kort klip fra det amerikanske satireshow "Saturday Night Live", hvor Carpenter optræder.

Hun er ikke ene om at kunne se sig selv i videoer om razziaer.

Også den danske skuespiller Mads Mikkelsen er blevet misbrugt i en video.

USA's ministerium for indenrigssikkerhed, Homeland Security, har lagt et videoklip fra filmen "Druk" på deres X-profil.

Det fik Zentropa til at kræve, at ministeriet fjernede videoen. Det fortalte filmselskabet til TV 2 fredag.

- Zentropa er ikke blevet kontaktet forud for brugen, og vi retter henvendelse til dem for at få videoen taget ned igen, udtalte filmselskabet ifølge mediet.

Flere andre musikere har protesteret mod Trump-administrationens brug af deres musik.

Den amerikanske sanger og guitarist Kenny Loggins krævede for nylig, at en video, som præsidenten havde lagt op, brugte hans hit "Danger Zone" fra filmen "Top Gun" fra 1986.

I videoen fremstod Trump ved hjælp af AI-genereret indhold som en jagerpilot, der kastede afføring på politiske modstandere.

I 2024 fordømte sangeren Celine Dion brugen af hendes sang "My Heart Will Go On" i en kampagnevideo. Beyoncé reagerede tilsvarende på brugen af hendes sang "Freedom" sidste år.

Sabrina Carpenter udgav tidligere på året albummet "Man's Best Friend". Hun afsluttede i november sin verdensturné, "Short n' Sweet Tour".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek