Sydney, 14/12/2025 - 14:50
Statsminister kalder angreb i Sydney for rystende
Statsministeren sender sine kondolencer til ofrene i forbindelse med et skyderi i den australske by Sydney.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) er forfærdet over søndagens skyderi i Sydney.
Det udtaler hun i et opslag på Statsministeriets konto på den sociale platform X.
- Jeg er forfærdet over det rystende terrorangreb ved Bondi Beach. Lysets fest afbrudt af mørke handlinger. Jeg sender mine dybeste kondolencer til ofrene og deres familier, lyder det.
Australsk politi har oplyst, at mindst 12 mennesker er døde i forbindelse med skyderiet, som efterforskes som et terrorangreb mod jøder.
Mindst 29 personer meldes tilskadekomne.
Skyderiet fandt sted på Bondi Beach i Sydney i Australien, mens en fejring af den jødiske højtid Hanukkah var i gang.
Statsministeren understreger, at Danmark står sammen med Australien og Australiens jødiske samfund.
/ritzau/




