London, 29/06/2025 - 12:36
Britiske læger ser boom i astmapatienter og advarer om forurening
99 procent af briterne indånder forurenet luft, viser en rapport, mens antallet af astmapatienter eksploderer.
Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De praktiserende læger i Storbritannien oplever en markant stigning i antallet af patienter, der opsøger deres læge på grund af astmaanfald.
På et år er antallet af konsultationer, hvor astmapatienter har haft brug for behandling, steget med 45 procent.
Det viser data fra den britiske lægeorganisation Royal College of General Practitioners ifølge avisen The Guardian.
Stigningen sættes i forbindelse med udbredt luftforurening. Lægerne opfordrer derfor britiske ministre og borgmestre fra større byer til at udvide eksisterende forureningsfri zoner.
Ifølge en rapport fra Royal College of Physicians, som blev offentliggjort for nylig, indånder 99 procent af briterne giftig luft.
Professor Kamila Hawthorne, der er forperson for Royal College of General Practitioners, kalder udviklingen "ekstremt foruroligende".
- Luftforurening udgør en alvorlig sundhedskrise, som ofte bliver overset. Men vi ved, at den kan forårsage en række alvorlige fysiske og psykiske lidelser og ofte vil forværre allerede eksisterende sygdomme, siger hun til The Guardian.
Fra januar til juni havde de praktiserende læger i Storbritannien 45.500 konsultationer, hvor patienter skulle behandles for astmaanfald.
I samme periode sidste år var antallet 31.400.
Det er uklart, hvad der har resulteret i den markante etårige stigning, da forurening ikke er et nyt fænomen i Storbritannien.
Astma er en kronisk sygdom i lungerne, som kan føre til åndenød og hoste. Anfald, hvor luftvejene pludselig forsnævres, udløses af blandt andet røg, dampe og forskellige former for partikler.
Generelt øges risikoen for at få astma af passiv rygning og indånding af andre former for forurenet luft.
Lidt flere børn end voksne får astma.
Omkring ti procent af børnene i Storbritannien har astma. Cirka ligeså stor en andel af de danske børn anslås at lide af sygdommen.
Overordnet er otte procent af briterne diagnosticeret med astma, mens det samme gælder for mellem syv og ti procent af danske patienter.
/ritzau/