København, 07/09/2026 - 10:04
Venstre får dårligste Voxmeter-måling nogensinde
Venstre har tidligere været blandt landets største partier, men får nu en historisk dårlig måling.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med 7,1 procent står Venstre til sit dårligste resultat nogensinde i Voxmeters målinger for Ritzau, som er blevet foretaget siden 2001.
Venstre har tidligere ligget med en vælgertilslutning på mere end en tredjedel af landets befolkning.
I en Voxmeter-måling fra september 2012 var partiet blandt andet oppe på hele 35,8 procent.
Siden 2001 har Venstre haft statsministerposten flere gange.
Fra 2001-2009 sad Anders Fogh Rasmussen på statsministerposten, og i perioderne 2009-2011 og 2015-2019 sad Lars Løkke Rasmussen i samme sæde begge gange.
Venstres seneste målinger har heller ikke været prangende, når man sammenligner dem med fordums storhedstid.
Men den nedadgående udvikling er alligevel gået fra 10,3 procent 10. august til 8,7 procent 31. august og nu den historisk lave måling på 7,1 procent.
Den historiske nedtur i vælgertilslutningen til Venstre kommer i kølvandet på en tumultarisk tid for partiet, der har rødder i det danske landbrug.
Først var det Søren Gade og sidenhen fire andre partifæller, der valgte at gå imod partiets linje om at stemme for den omdiskuterede gødskningslov, der vil give danske landmænd kvoter for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster.
Dermed gik næsten en tredjedel - 5 ud af 18 - imod formand Troels Lund Poulsens (V) linje.
Troels Lund har også været mål for kritik fra flere af sine borgerlige formandskollegaer.
Blandt andre Inger Støjberg, der så sent som i august i TV 2-programmet "Besserwisserne" fortalte, at hun savnede lederskab fra ham.
- Jeg så sådan set Troels Lund som værende den naturlige leder af blå blok. Men jeg vil også sige, at det kræver så også, at man er leder hele tiden, sagde hun blandt andet.
Også Alex Vanopslagh (LA) har på det seneste rørt på sig i forhold til Venstre, hvor han i sin seneste bog "Den usynlige ånd" har valgt at inkludere forord af den tidligere folketingspolitiker for Venstre Bertel Haarder, der foreslår en fusion af LA og V.
Selv om Troels Lund Poulsen har fortalt, at han ikke ser en fusion for sig, har afvisningen af en fusion dog ikke været 100 procent entydig.
- Der er de partier, som vælgerne giver mulighed for. Det er op til vælgerne at beslutte, hvor mange partier der skal være, sagde han blandt andet i et interview med Berlingske.
RITZAU




