Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/11/2025 - 07:47

Vestas får flere ordrer og indsnævrer forventninger

Vestas har øget sit salg med tre procent efter øgede leverancer. Der er også kommet flere ordrer på landvind.

Af: /ritzau/

Vindmølleproducenten Vestas har i årets tredje kvartal omsat for lidt mere end 5,3 milliarder euro, svarende til knap 40 milliarder kroner.

Det er tre procent mere end samme periode året før og skyldes øget levering.

Det viser selskabets regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

I kvartalet har Vestas tjent 304 millioner euro, svarende til knap 2,3 milliarder kroner.

Samtidig indsnævrer selskabet sine forventninger til salget i hele regnskabsåret. Nu venter Vestas en omsætning mellem 18,5 og 19,5 milliarder euro mod tidligere ventet mellem 18 og 20 milliarder euro.

I kvartalet har Vestas øget sin ordreindgang med fire procent. Det er især drevet af øgede ordrer på landvindmøller, hvor ordreindgangen er steget med 60 procent.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek