Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/12/2022 - 08:00

Natasja Crone: Første gang jeg var rigtig bekymret for Rasmus

Tv-vært Natasja Crone synes, at 2022 har været et lige lovlig heftigt år. Her fortæller hun om første gang, hun var rigtig bekymret for sin kæreste.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

2022 bestod af den ene krise efter den anden. Først var coronakrisen netop overstået, så kom krigen i Ukraine, og efter et nyligt overstået folketingsvalg hænger energi- og forsyningskrisen over vores hoveder.

Tv-vært og journalist Natasja Crone har mærket årets strabadser tæt inde på livet i sin rolle som nyhedsvært på TV 2. Men også privat.

- Jeg tror ikke, jeg er alene om, at jeg havde glædet mig til det her år, fordi corona var slut, og vi skulle begynde at bekymre os lidt mindre. Og så bang!, så starter året med en krig, konstaterer hun.

Midt i kriserne, som hun har været med til at formidle i fjernsynet, har Natasja Crone dog også været med til at sprede lidt julestemning i stuerne, så seerne måske kunne pause bekymringerne for en stund.

Sammen med skuespilleren Peter Mygind har Natasja Crone været vært på feel good-programmet "Alletiders juleshow", som stadig kan streames på TV 2 Play.

- I år har folk måske endnu mere haft brug for at sætte sig ned og tænke på noget, der ikke er fuldstændig forfærdeligt. Det har vi forsøgt at gøre i juleshowet, siger Natasja Crone.

Det har hun også selv haft brug for.

Privat danner hun par med journalisten Rasmus Tantholdt, der er TV 2's korrespondent i konfliktområder. Han var til stede og skildrede Ruslands invasion i Ukraine den 20. februar.

Parret så ikke hinanden i over en måned.

- Det er helt underligt at spole tilbage til den følelse nu. Men i begyndelsen af krigen var det jo så uvist, hvad der skete. Ingen vidste, om Putin ville bruge atomvåben og omringe Kyiv.

- Og dér sad min kæreste bare midt i det hele. Det var superutrygt. Da han endelig kom hjem, var jeg virkelig glad - det må jeg sige, lyder det fra Natasja Crone.

Derfor var hendes mest mindeværdige øjeblik i 2022, da han kom hjem fra Ukraine første gang, og de kunne omfavne hinanden i lufthavnen.

- Jeg er nødt til at indrømme, at det altså ikke er altid, jeg tager ud og henter ham, når han rejser så meget. Men lige dér gjorde jeg, siger hun.

Det er første gang, at den 52-årige vært har været rigtig bekymret for sin kæreste, som hun har dannet par med siden 2016.

- Det var så uforudsigeligt i begyndelsen af krigen, siger hun.

- Nu er jeg ikke længere særligt bekymret, når han tager til Ukraine, må jeg indrømme. Men det var jeg i februar og marts, erindrer hun.

Det vigtigste, de to gør, når de skal tilbringe så lang tid væk fra hinanden, er at tale i telefon sammen, fortæller Natasja Crone.

Hvis det er muligt.

- Det er det jo ikke altid i forhold til mobilforbindelsen. Men det var det heldigvis, så det hjalp meget, siger hun og fortsætter:

- Det er vigtigt, at man lige får talt sammen hver dag og lige kan følge med, så der ikke er for mange timer i døgnet med uvished, siger Natasja Crone.

I 2023 ser tv-værten frem til at få tid til at trække vejret lidt mere.

- Jeg synes, 2022 har været så heftigt på alle mulige områder med så mange kæmpebegivenheder, som har påvirket både vores hverdag og mit arbejde. Jeg håber virkelig på et mere fredeligt 2023, siger hun og fortsætter:

- Men jeg kan også godt lide, at der sker noget. Jeg behøver ikke en komplet ro. Men jeg håber på lidt mere fred og stabilitet. Jeg synes, vi fortjener at komme ud af den kollektive krisestemning snart, afslutter hun.

/ritzau/

London, 09/09/2024 - 18:04

Prinsesse Kate er færdig med kemoterapi

Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Prinsesse Kate har fokus på at "forblive kræftfri", men det vil tage tid for hende at komme sig helt.

Den britiske prinsesse Kate har færdiggjort sin kemoterapi og siger, at hun har fokus på at "forblive kræftfri".

Det siger prinsessen selv i en video på den sociale platform Instagram, hvor man kan se hende i skoven med sine børn og sin mand, tronarvingen prins William.

- Mens sommeren er ved at være ovre, er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det er for mig endelig at være blevet færdig med min kemoterapi.

- De seneste ni måneder har været utroligt hårde for os som familie, siger prinsesse Kate i videoen.

Det var i marts, at prinsesse Kate delte med offentligheden, at hun var blevet diagnosticeret med kræft.

Udmeldingen kom efter, at hun havde gennemgået en operation i maveregionen tilbage i januar.

Det er dog ikke blevet offentliggjort, hvilken kræftform, hun fik konstateret. Det har det britiske kongehus ifølge Sky News heller ikke planer om at gøre nu.

- Det er nu mit fokus at gøre, hvad jeg kan, for at forblive kræftfri, siger hun og tilføjer, at det vil tage lang tid for hende at komme sig helt.

I videoen kan man blandt andet se den kongelige familie sidde på et tæppe i skoven spise frokost og kramme og grine.

Kræftdiagnosen og -behandlingen har betydet, at prinsessen har taget en længere pause fra de offentlige pligter, der følger med den kongelige titel.

Fra januar og frem til juni havde prinsessen ikke vist sig i forbindelse med en offentlig optræden i kongeligt regi.

Den 15. juni i år tog hun lige så stille hul på pligterne igen. Det var i forbindelse med kong Charles' fødselsdagsparade, hvor hun deltog.

Det britiske kongehus gjorde det dog klart på det tidspunkt, at begivenheden ikke skulle ses, som at prinsessen vendte retur til de offentlige pligter på daværende tidspunkt.

Prinsesse Kate tilføjer i videoen på Instagram mandag, at hun ser frem til at komme tilbage til arbejdet og påtage sig flere offentlige pligter i de kommende måneder, når hun kan.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 09/09/2024 - 17:44

Prinsesse Kate er færdig med kemoterapi

Prinsesse Kate har fokus på at "forblive kræftfri", men det vil tage tid for hende at komme sig helt.

Den britiske prinsesse Kate har færdiggjort sin kemoterapi og siger, at hun har fokus på at "forblive kræftfri".

Det skriver Sky News mandag.

- Mens sommeren er ved at være ovre, er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det er for mig endelig at være blevet færdig med min kemoterapi.

- De seneste ni måneder har været utroligt hårde for os som familie, siger prinsesse Kate i en meddelelse.

Det var i marts, at prinsesse Kate delte med offentligheden, at hun var blevet diagnosticeret med kræft.

Det er dog ikke blevet offentliggjort, hvilken kræftform, hun fik konstateret. Det har det britiske kongehus ifølge Sky heller ikke planer om at gøre nu.

- Det er nu mit fokus at gøre, hvad jeg kan, for at forblive kræftfri, siger hun og tilføjer, at det vil tage lang tid for hende at komme sig helt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/09/2024 - 09:00

Prøv brandøvelsen

* Har du svært ved at udvælge, hvad du vil beholde, og hvad du kan rydde ud i, kan du prøve at lave brandøvelsen.

* Kig dig omkring, og beslut så, hvilke tre ting du ville redde, hvis der var brand.

* For Abelone Glahn var det tre møbler i form af arvestykker, der ikke kunne genanskaffes.

Kilde: Abelone Glahn, forfatter til "Skal du ta' det hele med dig? - gør plads til næste kapitel i tide".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/09/2024 - 09:00

Lav en flyttebog

* Har dine voksne børn tilbudt deres hjælp, så lav nogle konkrete aftaler - og overhold dem.

* Det kan være en god idé at lave en flyttebog med datoer for, hvornår nogle bestemte rum skal være gennemgået, inden familien eksempelvis har afsat en weekend til at hjælpe med at køre ting på genbrugsstationen.

* De voksne børn skal dog også prøve at forstå, at det ofte er en sorgproces og nostalgisk at tage stilling til ting fra et helt liv. Det tager derfor ofte længere tid, end man tror.

Kilde: Abelone Glahn, forfatter til "Skal du ta' det hele med dig? - gør plads til næste kapitel i tide".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek