København, 19/05/2025 - 02:36
Regeringen vil bygge nyt fængsel og skabe 1000 nye fængselspladser
I interview med Berlingske løfter forsvarsminister Troels Lund Poulsen sløret for regeringens nye strafreform.
Af: /ritzau/
Regeringens nye strafreform, der præsenteres i den kommende uge, vil blandt andet præsentere 1000 nye fængselspladser på tværs af landet.
Det siger forsvarsminister og formand for Venstre Troels Lund Poulsen i et interview med Berlingske.
Der skal desuden bygges et nyt fængsel, men han afviser at fortælle hvor.
Strafreformen indeholder dobbelt så hårde straffe for grov vold, og der afsættes det største milliardbeløb nogensinde til resocialisering.
Det betyder, at der er brug for flere fængselspladser, siger Troels Lund Poulsen. For "det kan ikke nytte noget, at det er pladsproblemer, der definerer vores retspolitik".
Regeringen har tidligere præsenteret en plan om flere fængselspladser. Sdr. Omme Fængsel i Sydjylland skal udvides med 200 pladser og bliver dermed landets største fængsel.
Der skal bygges et fængsel i Viborg med 400 pladser. Kriminalforsorgen oplyste i februar, at fængslet, der skulle have været klar i 2030, nu tidligst vil kunne tages i brug ved årsskiftet til 2033.
I Kosovo vil Danmark få 300 ekstra fængselspladser fra 2027, hvor udviste kriminelle skal afsone deres dom.
De 1000 pladser, som Troels Lund Poulsen præsenterer, kommer oven i de tal.
/ritzau/