Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/10/2025 - 20:04

Dansk maratonspecialist sætter verdensrekord på løbebånd

Jacob Sommer Simonsen skar ni sekunder af verdensrekorden i at tilbagelægge ti kilometer på løbebånd.

Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

Af: gå/ritzau/

Det aarhusianske løbefænomen Jacob Sommer Simonsen jagter sædvanligvis hæder og rekorder i et stærkt felt blandt ligesindede løbere, men fredag har han sat en verdensrekord i den mere kuriøse afdeling.

Her blev han den hurtigste til at løbe ti kilometer på et løbebånd, da han tilbagelagde distancen på 28 minutter og 57 sekunder. Det er ni sekunder hurtigere end den tidligere verdensrekord.

Rekordforsøget blev lavet med deltagelse af en certificeret opmåler fra Dansk Atletik Forbund, så verdensrekorden kan registreres korrekt og meldes ind til Guinness World Records. Forsøget fandt sted i løbehuset Kaiser Sport & Ortopædi i København.

Her blev den 30-årige aarhusianer bakket op af tilskuere og høj musik.

- Det gik rigtig godt, og jeg er også rigtig godt tilfreds med at have fået et hårdt træningspas.

- Det her er noget helt andet, at man har båndet helt for sig selv og ikke løber i en gruppe som normalt. Og så gør musikken og energien bare noget helt vildt for stemningen, siger han i en pressemeddelelse.

Han er indehaver af flere officielle danske rekorder sat under normale konkurrenceforhold. Han har blandt andet rekorden på ti kilometer, halvmaraton og maraton.

Han satte den danske rekord i maraton i 2024, efter legenden Henrik Jørgensens rekord havde stået i 39 år.

Jacob Sommer Simonsen går efter at forbedre sin danske maratonrekord ved Valencia Marathon 7. december.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek