Kharkiv, 18/08/2025 - 01:42
Ukraine melder om 11 sårede i missilangreb mod Kharkiv
Missil har ifølge Ukraine ramt område i byen Kharkiv, hvilket har såret blandt andet en 13-årig pige.
Af: /ritzau/
Et ballistisk missil fra Rusland har ramt et beboelsesområde i Ukraines næststørste by, Kharkiv, hvor mindst 11 personer er blevet såret.
Det oplyser myndigheder i Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de sårede er en 13-årig pige, oplyser Oleh Synjehubov, som er guvernør i regionen Kharkiv, på beskedtjenesten Telegram.
Det oplyses ikke, om hun eller nogen af de andre sårede er i livsfare.
Kharkiv ligger i det nordøstlige Ukraine nær grænsen til Rusland. Området har regelmæssigt været mål for russiske drone- og missilangreb, siden Rusland invaderede Ukraine i 2022 .
- Bølgen af eksplosioner knuste vinduer i nærliggende lejlighedsbygninger, fortæller Ukraines statslige beredskabstjeneste på Telegram.
Her lyder det også, at nogle beboere i forbindelse med angrebet blev evakueret.
Øjenvidner fortæller til Reuters, at de på gaden har set læger, som tilser beboere, ligesom akutberedskab har inspiceret ejendomme for skader.
Regionale myndigheder i Ukraine har desuden berettet om et angreb mod regionen Sumy, som ligger nordøstligt i Ukraine.
Her meldes en 57-årige kvinde såret, og flere huse og en uddannelsesinstitution beskadiget.
- Fjenden fortsætter med bevidst at ramme civil infrastruktur i Sumy-regionen - på forræderisk vis om natten, skriver Oleh Hryhorov, som står i spidsen for den regionale administration i Sumy, på Telegram.
/ritzau/