Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/08/2025 - 13:38

Elevorganisation: Gymnasieelever skal inddrages i alkoholregler

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning opfordrer gymnasier til at lave alkoholpolitik sammen med eleverne.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter to år med alkoholfri skolestart har Næstved Gymnasium valgt igen at lade eleverne drikke et par øl til årets første fredagscafé.

Den beslutning vækker glæde hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der repræsenterer danske gymnasieelever.

Her lyder det, at eleverne selv bør have indflydelse på skolens alkoholpolitik.

- Når der er nogle elever, der ønsker at have alkoholen tilbage til deres fredagscaféer, så skal de have lov til at få det, siger forperson for DGS Freja Sinclair.

Hun understreger, at der også skal være plads til de elever, som ikke har lyst til at drikke alkohol.

- De skal have andre muligheder end øl med alkohol. Eksempelvis kan det være sodavand, mocktails eller alkoholfrie øl, siger hun.

DGS opfordrer derfor andre gymnasier til at gå i dialog med eleverne, før de laver regler for alkohol til sociale arrangementer.

- Vores opfordring til andre gymnasier i resten af Danmark er, at de laver en alkoholpolitik i samarbejde med eleverne - for eksempel elevrådet - så man sørger for, at det aldrig bliver et forbud mod eleverne og det, som eleverne gerne vil, siger Freja Sinclair.

Danske Gymnasier, der er forening for de almengymnasiale uddannelser, ser også positivt på, at der i Næstved er blevet taget en fælles beslutning med eleverne.

Alligevel slår formand Maja Bødtcher-Hansen fast, at gymnasier skal bestræbe sig på en alkoholfri skolestart:

- Jeg tror, at det er godt, at der er mindre alkohol på gymnasierne. Og det er der i dag. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man har en dialog med de mennesker, det handler om: nemlig de unge, siger hun.

Ifølge Freja Sinclair fra DGS er det vigtigt, at gymnasierne er med til at holde sociale arrangementer, hvor der også kan drikkes alkohol.

- Det er sindssygt vigtigt, at det er i de her trygge og faciliterede rammer, som der er på gymnasierne, så eleverne ikke ender med at stå på parkeringspladser og i parker og drikker, siger hun.

- Det er en mulighed for at skabe en god tryghed og et fællesskab, hvor der er fokus på at være der for hinanden og passe på hinanden.

Hos Danske Gymnasier understreger man, at gymnasiet skal være et sted, hvor der er mere end undervisning:

- Gennem den måde vi er sammen på, danner vi eleverne som hele mennesker. En del af det er, at man laver alt muligt som idrætsdage, brætspilscaféer og fester, siger Maja Bødtcher Hansen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at fester, arrangementer og ture, som skolen eller tutorer arrangerer, er alkoholfri indtil slutningen af september. Det gælder for alle eleverne.

Anbefalingerne bunder i, at mange danske unge ifølge styrelsen mener, at alkohol fylder for meget, og at de kan føle sig presset til at drikke alkohol.

Samtidig har undersøgelser vist, at danske unge drikker mere og begynder tidligere end andre europæiske unge.

/ritzau/

New York City, 21/11/2025 - 02:45

Mexicansk legende slår rekord for dyrest solgte maleri af en kvinde

Charly Triballeau/Ritzau Scanpix

Værk af det feministiske ikon Frida Kahlo er nu det dyreste maleri af en kvindelig kunstner solgt på auktion.

Et selvportræt af den berømte mexicanske kunstner Frida Kahlo har slået rekorden for det dyrest solgte maleri af en kvindelig kunstner.

Det oplyser auktionshuset Sotheby's ifølge nyhedsbureauet AFP.

Maleriet hedder "Drømmen (Sengen)" og er fra 1940. Det blev solgt for 54,6 millioner dollar ved en auktion i New York. Det svarer til 353,5 millioner kroner.

Salgsprisen overgår dermed den tidligere rekord, som den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffe tidligere holdt for billedet "Jimson Weed/White Flower No. 1" fra 1932.

Det blev solgt for 44,4 millioner dollar - 287,43 millioner kroner - i 2014.

"Drømmen (Sengen)" forestiller Frida Kahlo, der ligger på siden i en himmelseng med hovedet hvilende på to puder. På baldakinen oven på himmelsengen ligger et skelet i samme position - også på to puder.

Mens Kahlo sover tungt, er skelettet vågent. Skelettet er forsynet med sprængstoffer, mens der på Kahlos sengetøj er grønne planter, der vokser ud af stoffet og smyger sig rundt om hende. Skelettet har en buket blomster i hænderne.

Sengen svæver foran det, der ligner hvide skyer i baggrunden.

På hjemmesiden fridakahlo.org lyder følgende om billedet:

- I dette maleri, "Drømmen (Sengen)", malet i år 1940, udtrykte Frida (Kahlo, red.) sine følelser om og forståelser for døden.

Mange vil huske Frida Kahlo for hendes karakteristiske - næsten sammenvoksede - øjenbryn. Hun døde i 1954.

Inden hun slog rekorden natten til fredag dansk tid, havde hun andenpladsen for det dyrest solgte kunstværk af en kvindelig kunstner solgt på auktion.

Den kom hun i 2021 ind på, da hendes selvportræt "Diego y yo", som forestiller hende og hendes mand, kunstneren Diego Rivera, blev solgt for 34,9 millioner dollar i 2021.

Kahlos selvportrætter er kendt for deres intense og gådefulde blikke, hvilket gjorde den mexicanske kunstmaler til et feministisk ikon over hele verden.

Frida Kahlo tog udgangspunkt i sin egen personlige skæbne, når hun malede. Alle hendes billeder har således karakter af at være enten selvportrætter eller selvbiografiske.

Frida Kahlo nåede at male 143 malerier, hvoraf 55 er selvportrætter.

Kahlo blev født i 1907 kom som 16-årig ud for en alvorlig trafikulykke, der invaliderede hende og livet igennem forvoldte hende store smerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

Herning, 20/11/2025 - 16:35

DR-stjerner dribler ind som værter på stort show

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Årets sportsbedrifter markeres til DR's store Sport 2025-show. Endnu en gang er det Josefine Høgh og Tina Müller, som styrer sportsfolk og seere gennem aftenen.

Årets Sportsnavn, Årets Holdkammerat og Årets Træner er blandt de priser, der skal uddeles til Sport 2025, hvor DR fejrer det forgangne års sportsbedrifter i et stort tv-transmitteret show.

Der er genvalg til værtsduoen Josefine Høgh og Tina Müller, som vil guide sportsfolk, seere og publikum igennem aftenen, der løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning 3. januar.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

Traditionen tro bliver der også udpeget et nyt medlem til sportens Hall of Fame, som allerede har indlemmet blandt andre svømmestjernen Pernille Blume, tennisstjernen Caroline Wozniacki og bokseren Mikkel Kessler.

Mellem uddelingerne af priserne, som for første gang også vil tælle Årets Hold, vil blandt andet Aphaca og Medina underholde med musik.

- Vi er stolte af at bringe de største sportsprofiler og store danske musiknavne sammen til et brag af en aften fyldt med fest, følelser og fællesskab, lyder det i pressemeddelelsen fra Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sport.

I showet er det ikke kun de største sportsstjerner, som hyldes. Også den danske breddeidræt hædres. Blandt andet med priser til Årets Idrætsforening og Årets Frivillige.

- Det er så utroligt fortjent, at de en aften som "Sport 2025" også kommer helt frem i rampelyset og bliver hyldet sammen med de store stjerner, lyder det fra Anders Kern Boje.

Bag showet står DR i samarbejde med MCH A/S, der blandt andet driver Jyske Bank Boxen, samt Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

"Sport 2025" sendes live på DR1 og DRTV lørdag 3. januar 2026 klokken 21.00 med optakt fra klokken 20.30.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

FAKTA: Tjek produkter med arganolie

* Arganolie bruges i mange hår- og hudplejeprodukter og skulle efter sigende have en plejende effekt. 

* Men mange af de hårolier, der markedsføres som "Argan oil", indeholder kun ganske lidt af de gyldne dråber.

* Forbrugerrådet Tænk Kemi har gennemgået en række af disse hårolier, og her udgør arganolie under 25 procent af indholdet i flere af dem. 

* Det er ifølge konstitueret projektchef Christel Søgaard Kirkeby en god idé at være lidt kritisk og tjekke produktets indhold. 

* På bagsiden af flasken skal du kigge efter betegnelsen "argania spinosa kernel oil". Jo længere nede det står på ingredienslisten, desto mindre er der i.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi og konstitueret chefrådgiver og testsansvarlig Christel Søgaard Kirkeby. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

Din hårolies blødgørende effekt kan gøre mere skade end gavn

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Mange hårolier lover tykkere, længere og mere glansfyldt hår. Men det er klogt at tjekke flaskens etiketter, hvis du gerne vil undgå uønsket kemi.

Det kan være let at lade sig forføre af håroliers lovende kvaliteter.

Men i flere af de mest populære hårolier gemmer de blødgørende dråber også på en række problematiske stoffer.

Det viser en ny test, der er lavet af Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Nogle af de stoffer, der skiller sig ud i testen, er en gruppe af kemikalier, der kaldes siloxaner.

Det fortæller Christel Søgaard Kirkeby, der er testansvarlig og konstitueret projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Det er en type silikonestoffer, som har været meget populære i blandt andet hårolie, fordi det kan have en blødgørende effekt for håret.

- Der findes mange forskellige siloxaner, og det de har tilfælles er, at de er miljøbelastende, siger Christel Søgaard Kirkeby.

Stofferne fordamper fra håret og ender i jorden og vandmiljøet, hvor de har meget svært ved at blive nedbrudt.

Af samme årsag er flere siloxaner på EU's liste over særligt problematiske kemikalier.

- Nogle af dem er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det vil sige, at de kan påvirke vores hormonbalance og potentielt give uønskede effekter, siger projektchefen.

Christel Søgaard Kirkebys råd er simpelt, nemlig at du skal kaste et blik på produktets ingrediensliste.

De mest problematiske siloxaner optræder ifølge projektchefen under navnene: cyclopentasiloxane, cyclohexasiloxane, cyclomethicone og trisiloxane.

For lettere at kunne overskue indholdet kan du bruge en app som Forbrugerrådet Tænks Kemiluppen, hvor du scanner produktet.

Her vil en hårolie, som indeholder siloxaner, blive markeret med en C-kolbe, der er den dårligste bedømmelse, fortæller Christel Søgaard Kirkeby.

Produkter med C-kolben indeholder stoffer, der for det meste er lovlige, og de enkelte produkter er ikke sundhedsskadelige i sig selv.

Men de bidrager ifølge Forbrugerrådet Tænk til din udsættelse for problematiske kemikalier, der samlet kan udgøre en sundhedsrisiko.

Selv om det skulle vise sig, at din faste hårrutine inkluderer en enkelt hårolie med siloxaner, behøver du dog ikke at smide den ud med det samme.

- Det handler meget mere om, hvad du generelt bliver udsat for i din hverdag med alle de produkter, du bruger, siger Christel Søgaard Kirkeby.

I Kemiluppen findes der 157 hårolier, der er testet for uønsket kemi.

94 af dem får C-kolben, mens kun 8 hårolier lever op til kravene for A-kolben - den bedste kemibedømmelse.

Hvis du vil undgå de problematiske stoffer, er det vigtigste, at du lægger mærke til indholdet, næste gang du putter hårolie i kurven.

Kosmetik og plejeprodukter, der sælges i EU, er ifølge Miljøstyrelsen underlagt et fælles regelsæt.

EU har besluttet, at der fra 6. juni 2027 kun må være op til 0,1 procent af de mest problematiske siloxaner i kosmetik og plejeprodukter.

I hårolierne, som Forbrugerrådet Tænk Kemi netop har testet, er siloxanerne ofte den primære ingrediens.

Miljøstyrelsen anbefaler, at du som udgangspunkt går efter produkter, der er Svanemærket eller lever op til samme standard.

Der er nemlig krav til, at de ikke må indeholde de problematiske stoffer.

Rådet gælder især for de basisprodukter, du bruger jævnligt og i store mængder derhjemme, fremgår det af styrelsens hjemmeside.

Er du gravid, eller har du ønsker om at blive det, kan det ifølge Christel Søgaard Kirkeby også være en god idé at gøre lidt ekstra for at undgå stofferne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek