Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Ceuta, 30/07/2026 - 20:10

Migranter svømmer til spansk enklave fra Marokko

Ifølge tv-kanal skal op mod 3000 unge være ankommet til enklaven Ceuta på Marokkos middelhavskyst.

Faro Tv/Reuters

Af: /ritzau/

Migranter er torsdag strømmet ind i den spanske enklave Ceuta, der ligger i Nordafrika.

Det melder Spaniens civilgarde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Migranterne er svømmet fra Marokko.

Den statslige spanske tv-kanal TVE melder, at 2000 til 3000 unge er ankommet til Ceuta.

Imens rapporterer det statslige nyhedsbureau EFE, at nogle havde klatret over grænsehegnene uden at svømme. Det har ikke været muligt for Reuters at få bekræftet disse meldinger.

Spanien har to enklaver på Marokkos middelhavskyst, Ceuta og Melilla. Det er EU's eneste landegrænser til Afrika.

Begge byer oplever med jævne mellemrum en stigning i antallet af migranter, der forsøger at komme ind - i håbet om i sidste ende at nå Europa.

Videooptagelser viser flere migranter, der svømmer over fra den marokkanske side ved hjælp af blandt andet oppustelige dækslanger, og andre, der brød igennem et hegn og løb ind i byen.

Derudover skal flere af migranterne have råbt "længe leve Spanien", da de ankom til Ceuta.

Den spanske regering - med den socialistiske premierminister Pedro Sánchez i spidsen - har valgt at føre en mere åben migrationspolitik, mens Spaniens europæiske naboer har slået hårdere ned på ulovlig indvandring.

Blandt andet har regeringen lanceret et tiltag, der giver papirløse migranter en etårig opholdstilladelse i landet, som kan forlænges.

På dagen for fristen i slutningen af juni sagde Sánchez, at over en million havde søgt om at få lovligt ophold under ordningen.

Det er en del mere end de omkring 500.000, som den spanske regering forventede, da den præsenterede ordningen i april.

Højrefløjspartier har kritiseret tiltaget og mener, at det vil tiltrække flere migranter til Spanien. Derudover har flere givet Pedro Sánchez skylden for at have ladet situationen i Ceuta udvikle sig til en krise.

- Situationen i Ceuta er desperat. Regeringen kan ikke se den anden vej, for vi står over for en national sikkerhedskrise, har oppositionsleder Alberto Núñez Feijóo skrevet på det sociale medie X ifølge Reuters.

Torsdag aften oplyser det spanske indenrigsministerium, at landets væbnede styrker vil sende 60 personer for at forstærke politiet i enklaven.

I forvejen havde Ceutas regionale regering anmodet den spanske regering om at indsætte hæren for at garantere sikkerheden og lukke grænsen til Marokko, fremgik det på X.

RITZAU

TjekDet - faktatjek