Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 10/03/2026 - 19:36

Italien køber sjældent Caravaggio-portræt for 30 millioner euro

Portræt af en kommende pave er solgt for stort millionbeløb til Italien og bliver en del af udstilling i Rom.

Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den italienske stat betaler 30 millioner euro for et maleri, som den italienske barokmaler Caravaggio står bag.

Det svarer til over 220 millioner kroner og er en af den italienske stats hidtil største investeringer i et kunstværk, oplyser landets kulturministerium.

Maleriet er et portræt af Maffeo Barberini, som senere blev pave Urban VIII.

Barberini, der blev født i 1568, var i sine 30'ere, da portrættet blev malet.

- Dette er et værk af enestående betydning, siger den italienske kulturminister, Alessandro Giuli.

Værket har hidtil været en del af en privat samling. Det blev i 1963 fastslået, at det var et Caravaggio-maleri.

Det blev første gang fremvist offentligt i Palazzo Barberini i Rom i 2024 og vil nu blive en del af museets permanente udstilling, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek