Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/07/2026 - 12:43

To personer er kommet til skade i uheld på Holbækmotorvejen

Et færdselsuheld har lørdag ført til, at flere spor er spærret på en strækning fra Roskilde mod København.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et spor er genåbnet, efter at et uheld lørdag omkring middag kortvarigt lukkede for trafikken på Holbækmotorvejen i retningen fra Roskilde mod København.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, ligesom uheldet kan ses på Vejdirektoratets trafikkort.

- Fjerde vognbane er åbnet, men der er stadig meget kø, der skal afvikles. Der er to tilskadekomne, som bliver kørt med ambulancer til hospitalet, skriver vagtchefen i politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.

Tilstanden på de to tilskadekomne er endnu ikke kendt. Det vides heller ikke, hvad der er gået forud for ulykken.

Lørdag omkring middag havde politikredsen ingen yderligere kommentarer.

I meddelelsen på Politi Update skriver politiet, at man åbner flere vognbaner, så snart det er muligt.

Der er for nuværende ingen tidshorisont for genåbningen.

Uheldet falder sammen med, at det lørdag er sidste dag med musik på Roskilde Festival, som også ventes at skabe ekstra trafik på motorvejen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek