Langå, 02/06/2026 - 01:06
76-årig kvinde er på hospitalet efter frontalulykke i Østjylland
Det var umiddelbart et frontalt sammenstød, der forårsagede en ulykke ved Langå mandag eftermiddag.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 76-årig kvinde er indlagt på hospitalet som følge af et frontalt sammenstød mellem en personbil og en varevogn mandag eftermiddag ved Langå.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Chris Mose.
- Bilinspektøren er kommet tilbage efter at have lavet sine undersøgelser derude. Hvordan det lige skete, er uvist. Hvem, der kom over i hvilken vognbane, har vi ikke noget på endnu, siger han.
Kvinden sad i personbilen. Hun er indlagt med flere brud.
Der sad en mand i varevognen, og han har været på skadestuen med knubs, siger Chris Mose.
Politiet fik anmeldelsen klokken 16.05 om ulykken, der fandt sted på Hammelvej øst for Houlbjerg ved Langå.
I den forbindelse var Hammelvej lukket fra Houlbjergvej mod vest til Villungsvej mod øst.
Afspærringerne er dog ophævet, oplyser vagtchefen.
- Vi afspærrer, fordi der skal være urørt, indtil bilinspektøren kommer, og så skal der ryddes op bagefter. Men der er helt farbart derude igen, siger han.
Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken.
Der er ikke umiddelbart nogen mistanke om, at nogen af de to involverede var påvirket af alkohol.
/ritzau/




