Stockholm, 16/07/2025 - 12:12
Tre mænd er dømt for medvirken til drab på svensk rapper
Tre mænd dømmes skyldige i medvirken til drabet på den svenske rapper C.Gambino. En af dem er idømt livstid.
Bjorn Larsson Rosvall/Tt/Reuters
Af: /ritzau/
Tre mænd i 20'erne er onsdag blevet dømt for medvirken til drab på den svenske rapper C.Gambino.
De er henholdsvis blevet idømt livstid, 15 år og 6 måneder og 12 år og 6 måneder.
Det oplyser Göteborgs byret i en pressemeddelelse.
Retten vurderer, at den ene mands hjælp til drabet både havde været omfattende og stået på over en længere periode, hvorfor han blev idømt livstid. For de to andre mænd havde hjælpen ikke samme omfang. De er derfor idømt tidsbegrænsede straffe.
To af mændene var oprindeligt tiltalt for drab, men retten oplyser, at "efterforskningen ikke har været tilstrækkelig til, at det kan fastslås ud over enhver rimelig tvivl, at de to mænd, der er tiltalt for mord, var dem, der udførte selve skuddrabet".
En fjerde mand var ligeledes tiltalt i sagen. Han blev onsdag dømt ti måneders fængsel for groft hærværk og beskyttelse af en kriminel.
Rapperen C.Gambino med det borgerlige navn Karar Ramadan blev dræbt i en parkeringskælder i juni 2024.
Han havde netop parkeret sin bil og var på vej mod udgangen, da en bil kørte op ved siden af ham.
Bilen rullede vinduet ned og affyrede skud mod rapperen, hvorefter den forsvandt.
Han formåede selv at ringe til alarmcentralen og sagde blandt andet i opkaldet, at han ikke vidste, hvem gerningsmændene var.
Til den første politibetjent nåede rapperen at sige ordene "maskeret" og "grå bil", skriver NRK.
Han døde efterfølgende på hospitalet.
Drabet bliver kædet sammen med en konflikt mellem to kriminelle netværk i Biskopsgården i Göteborg.
Men der er intet i efterforskningen, som tyder på, at rapperen selv var en del af en kriminel gruppering. Det har anklager Shahrzad Rahimi tidligere fortalt i retten.
Ifølge anklageskriftet havde C.Gambino personer i sin omgangskreds med tilknytning til de kriminelle bander.
/ritzau/