Allinge, 12/06/2025 - 15:13
Mette F afviser tilbagevenden til blokpolitik efter næste valg
Ifølge statsminister Mette Frederiksen har hun aldrig haft den helt store fidus til blokpolitik.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det kan have lange udsigter for Socialdemokratiet at vende tilbage til klassisk blokpolitik.
Sådan lyder meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) under et arrangement hos Dansk Industri på Folkemødet på Bornholm.
- Jeg har aldrig haft meget stor fidus til blokpolitik. For Socialdemokratiets vedkommende er der godt nok langt ud til Enhedslisten, for på nogle afgørende og vitale områder er uenighederne meget, meget store.
- Der er også uenigheder her i regeringen. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at støtte, at vi skal tilbage til blokpolitikken, i den situation verden befinder sig i, siger statsministeren.
På grundlovsdag var Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne samlet til en såkaldt "blå samling".
Den begivenhed noterede Mette Frederiksen sig.
- Så kan der komme en tilsvarende rød samling. Men det kunne også være, at vi skulle have en dansk samling i stedet for.
Mette Frederiksen understreger videre, at SVM-regeringen "overhovedet ikke er en parentes" i historiebøgerne.
Ifølge statsministeren er det dog for tidligt at lægge sig fast på, hvilken regering der vil tegne sig efter næste valg.
- Men jeg er meget glad for den her regering, og det siger jeg helt uden forbehold, siger hun.
/ritzau/