Washington D.C., 14/02/2026 - 02:23
Trump truer med at kræve vælger-ID til midtvejsvalg udenom Kongressen
Hvis ikke forslag om vælgeridentifikation får grønt lys i Kongressen, bør det alligevel indføres, siger Trump.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, meddeler, at han vil gå efter at indføre et krav om vælgeridentifikation til midtvejsvalget i november - uanset om Kongressen godkender det eller ej.
Det sker i et opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.
- Ingen vælgeridentifikation er endnu mere sindssygt og latterligt end mænd, der spiller i kvindesport, åbne grænser eller transkønnede for alle, skriver han.
- Hvis vi ikke kan få det igennem Kongressen, er der juridiske grunde til, at denne form for svindel ikke er tilladt. Jeg vil snart fremlægge dem i form af en præsidentordre.
Den republikanske præsident støtter et lovforslag, som er blevet godkendt i Repræsentanternes Hus, der er Kongressens ene kammer.
Lovforslaget vil kræve dokumentation for statsborgerskab, når man afgiver sin stemme til valget. Ifølge nyhedsbureauet Reuters forventes lovforslaget dog ikke at blive godkendt i Senatet, som er Kongressens andet kammer.
Et lignende forslag er tidligere blevet vedtaget to gange i Repræsentanternes Hus - i april sidste år og i 2024 - men blev begge gange punkteret i Senatet.
Forslagene var dengang drevet af Trumps falske påstande om, at han tabte præsidentvalget i 2020 på grund af omfattende valgfusk.
/ritzau/




