Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rio de Janeiro, 03/05/2026 - 07:15

Shakira optræder for menneskehav på Copacabana

Shakira fyldte Rio de Janeiros ikoniske strand Copacabana til en gratis koncert.

Daniel Ramalho/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Den colombianske popstjerne Shakira samlede natten til søndag dansk tid op mod to millioner mennesker til en gratis koncert ved stranden Copacabana i den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Under fuldmånens skær indtog den 49-årige popstjerne en stor scene foran hotellet Copacabana Hotel med en times forsinkelse.

Dronerne fløj rundt og dannede et billede af en hunulv, som i mange år har været Shakiras kendetegn.

Herefter begyndte Shakira at levere flere af sine store hits, der blandt andet tæller numrene "Hips Don't Lie", "Waka Waka" og "Whenever, Wherever".

Flere af koncertgæsterne havde overnattet på den verdensberømte strand for at få en god plads til koncerten.

De senere år har flere internationale sangstjerner samlet store menneskemængder på Copacabana.

I 2024 optrådte Madonna for 1,6 millioner mennesker på den enorme strand i den brasilianske storby, inden Lady Gaga sidste år samlede 2,1 million til en koncert på Copacabana.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek