København, 07/08/2025 - 12:07
GOG henter den svenske playmaker Casper Käll
Den sydfynske klub GOG forstærker sig med playmakeren Casper Käll, der har underskrevet en etårig kontrakt.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den svenske playmaker Casper Käll skal i den kommende sæson trække i GOG's gule og røde trøje.
Det skriver GOG i en pressemeddelelse.
Den 24-årige playmaker har underskrevet en etårig kontrakt med den fynske håndboldklub.
Ifølge direktør Kasper Jørgensen er Käll en spiller, der kan bidrage fart, overblik og international erfaring.
- Casper besidder mange af de styrker, vi leder efter i en spiller, og han passer samtidig harmonisk med resten af truppen. Vi får en internationalt afprøvet spiller, der kan bringe mere struktur og erfaring ind i vores angrebsspil, siger han.
Offentliggørelsen kommer efter den norske landsholdsplaymaker Tobias Grøndahls afgang til Füchse Berlin.
Det bliver Källs første sæson i Herreligaen, og det er noget, han ser frem til.
- GOG har længe været kendt for sit høje tempo og en stærk kultur omkring holdet og fansene. Det tiltalte mig med det samme, lyder det fra playmakeren.
Han supplerer med, at GOG føles som det rette sted, hvor han kan tage de næste skridt sportsligt og personligt.
Bagspilleren har tidligere spillet i Lugi HF i Sverige og bliver nu hentet fra Fenix Toulouse i Frankrig.
Ud over at hente Casper Käll har den sydfynske klub også offentliggjort tilgangen af den 23-årige fløjspiller Mikkel Lang.
Det handler ifølge Kasper Jørgensen om den situation, holdet står i med den nuværende højrefløj Oskar Vind.
- Oskar Vinds akillessene har holdt ham ude det meste af sidste sæson, og med udsigten til et hårdt program i år - både i ligaen og i Champions League - har det været nødvendigt at investere i endnu en højrefløj, siger GOG-direktøren.
Mikkel Lang har tidligere spillet i Aalborg Håndbold som ungdomsspiller og siden 2023 i Skanderborg AGF Håndbold.
Käll og Vind er ikke de eneste spillere, der er nye i GOG i den kommende sæson.
Det færøske stortalent Óli Mittún skrev i oktober kontrakt med GOG fra denne sommer og frem til 2029.
/ritzau/