Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 06/03/2026 - 08:20

Kvinde retter beskyldninger mod Trump i ny Epstein-offentliggørelse

Kvinde beskrev i afhøring, at Trump forsøgte at tvinge hende til oralsex. Det Hvide Hus afviser.

Af: /ritzau/Reuters

USA's justitsministerium har torsdag offentliggjort hidtil tilbageholdte dokumenter i Epstein-sagen.

I offentliggørelsen er der FBI-dokumenter med opsummeringer af afhøringer fra 2019 af en kvinde, som blandt andet kommer med beskyldninger om et seksuelt overgreb begået af USA's præsident, Donald Trump.

Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, kalder det over for mediet Politico "komplet grundløse beskyldninger, der ikke bakkes op af nogen troværdige beviser".

Kvinden beskriver i afhøringen, at Trump forsøgte at tvinge hende til at udføre oralsex.

Det skal være sket i 1980'erne, på et tidspunkt hvor hun var mellem 13 og 15 år.

Inden da var hun af den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein blevet introduceret for den kommende præsident i New York eller New Jersey.

Flere medier havde allerede inden torsdagens offentliggørelse beskrevet, at dokumentet eksisterer uden at kunne beskrive indholdet.

En oversigt over afhøringer var nemlig blevet offentliggjort.

Men selve opsummeringen af afhøringen var tidligere ikke blandt de millioner af dokumenter, som justitsministeriet har offentliggjort i Epstein-sagen.

Epstein blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder. I juli 2019 blev han anklaget for smugling og misbrug af mindreårige. Han døde i fængslet i august 2019.

Det er velkendt, at Trump var i Epsteins omgangskreds. Præsidenten har sagt, at han afbrød kontakten til Epstein for årtier siden.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek