Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2024 - 08:00

Morkler og grønne rabarber: Hiv foråret ind i køkkenet

Foråret byder på nye, friske råvarer, som du kan imponere dine spisende gæster med. To kokke giver dig her inspiration til, hvad du kan købe.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Foråret bringer mere end lysere og længere dage med sig.

Det pibler også frem med nye råvarer, som skal snittes, steges, bages eller på anden vis tilberedes i køkkenet.

Her guider to kokke til at få det bedste ud af sæsonens sager.

1) Grønne rabarber.

Ifølge David Johansen, der er medejer og køkkenchef hos restauranten Plates i København, er det nu, at rabarberne begynder at komme frem.

- Det afhænger lidt af vejret, men det plejer at være omkring marts måned. Det er lidt uset, men du kan faktisk bruge dem, inden de modner helt, siger han og fortsætter:

- De grønne rabarber tilsætter noget syre, som jeg godt kan lide at bruge i det salte køkken. Det ser vi blive brugt mere og mere på restauranterne.

Ifølge køkkenchefen kan du eksempelvis lave en trifli af grønne rabarber, som giver retten et mere let udtryk.

Ellers er de lækre sammen med et stykke grillet lam eller kylling.

- Du kan også bruge dem oven på en salat, hvor du fjerner skrællen, vender rabarberne i salt og olivenolie. Det giver en god sprødhed, og det synes folk, er rart, siger David Johansen.

Dog kan du ikke regne med at finde de grønne, umodne rabarber i supermarkedet, men så må du gå på jagt i køkkenhaven hjemme hos dig selv eller dine bekendte, lyder opfordringen.

2) Slethvar og morkler.

Er du mere til svampe, kan du kaste dig over morkler. Det siger Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og fiskehandler hos Hav.

- Morkler har en virkelig god smag og er nemmere at have med at gøre end champignoner, som skal have meget varme på grund af mængden af vand. Morkler skal bare varmes kort i smør, og så er de klar, siger han.

Til morklerne anbefaler kokken, at du køber fladfisken slethvar og nogle lækre grønne ærter.

Smid slethvarren på grillen, og steg morklerne i noget brunet smør sammen med ærter, timian og citronskal. Giv det også noget soja.

- Så har du en helt fantastisk ret, som er dejlig nem at lave, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

3) Asparges.

Når man snakker forår, bliver man også nødt til at nævne de grønne og hvide asparges, lyder det fra Jens Peter Moestrup Hansen.

- De går især godt til skaldyr eller i en risotto, men du kan også lave en anden klassisk ret med kogt, hakket æg.

Vend smilende æg i smeltet smør på panden, og tilsæt asparges oveni. Herefter kan du tilsætte parmesan og så servere på en tallerken.

4) Stenbiderrogn.

Du kan også kaste dig over havets guld, siger køkkenchef David Johansen.

- En af de helt oplagte råvarer i foråret er stenbiderrogn, som folk elsker at spise. Jeg elsker selv at kombinere det med en kartoffelrösti, siger han.

Lav en helt almindelig kartoffelrösti, og smid en god creme fraiche på, lidt citronskal, hakkede krydderurter og salt og peber. Læg til sidst stenbiderrogn ovenpå som topping.

/ritzau fokus/

København, 01/12/2025 - 08:00

FAKTA: Amalie Dollerups blå bog

* Amalie Dollerup filmdebuterede i "Kun en pige" i 1995.

* Hun fik sit helt store gennembrud som barneskuespiller i tv-serien "Strisser på Samsø", som blev sendt fra 1997 til 1998.

* I 1997 havde Amalie Dollerup også hovedrollen i filmen "Nonnebørn", der indbragte hende en bodilnominering.

* Ud over skuespillet synger Amalie Dollerup, og hun har medvirket i en lang række musicals.

* Hun har også medvirket i Cirkusrevyen. Hun indtog de skrå brædder i Teltet på Bakken i 2018-udgaven af den ikoniske revy side om side med blandt andre Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard.

* Privat er hun gift med skuespilleren Andreas Jebro, som også har medvirket i "Badehotellet". Sammen har de sønnen August.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/12/2025 - 08:00

Amalie Dollerup: Det var svært at slippe det dramatiske

Amalie Dollerup, der spiller med i "Valdes jul - vintermiraklet", skulle lære at slippe dramatikken fra "Badehotellet" for at træde ind i rollen som Malou.

Det kan være en kamp at holde julestemningen i kog gennem december. Juletraditioner bliver hurtigt glemt, og gejsten til at klippeklistre udebliver.

Sådan en jul har karakteren Malou, der spilles af Amalie Dollerup i TV 2-julekalenderen "Valdes jul - vintermiraklet". Hun prøver ihærdigt at holde gang i julegryden, mens hendes søster langtfra er i julestemning.

Det var heller ikke uden udfordringer for skuespilleren at skifte fra optagelserne af "Badehotellet", hvor hun spiller hotelbestyrerinden Amanda, til den mindre dramatiske julekalenderstemning i "Valdes jul".

- Det var lidt svært for mig, at det ikke var så konfliktoptrappende, som "Badehotellet" eksempelvis er. Jeg kom næsten direkte fra optagelserne af det, og i den serie er min karakter mere dramatisk. Det var svært at slippe i rollen som Malou, fortæller Amalie Dollerup.

Amalie Dollerup prøvede i første omgang at puste noget mere drama i sin nye karakter.

- Jeg havde det sådan lidt: "Er der ikke mere på spil her?". Men der er så meget drama andre steder i serien, så hjemme på matriklen skal der være hyggeligt. Der skal ikke være så mange konflikter.

Karakteren Malou er ikke ny i historien, men det er Amalie Dollerup. Hun overtager rollen som Malou, moren til Valde, fra Julie Agnete Vang, der spillede karakteren i den forrige Valde-julekalender.

Ifølge producer Tomas Hostrup-Larsen fra Cosmo Film skulle Julie Agnete føde midt i optageperioden, og derfor var det ikke muligt for hende at være med.

Amalie Dollerup er vant til udskiftninger på teatret, så det var ikke en helt uvant oplevelse at skulle udfylde en anden skuespillers sko, fortæller hun.

Amalie Dollerup kunne først for alvor træde ind i rollen som Malou, da hun sent i forløbet mødte sin fiktive søn for første gang.

- Det var syret, jeg først nåede at møde Sander Løkke Borg, der spiller Valde, første dag vi skulle optage. Det var en meget kold natteoptagelse på Fyn, hvor jeg skulle indstille mig på, at jeg har en 14-årig søn, og nu leger vi, at jeg er din mor.

- Det var også bare at blive kastet ud i det. Men det gik godt. Jeg er stolt af, at det gik så fint, fortæller skuespilleren.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/12/2025 - 11:00

FAKTA: Det skal du holde dig fra

* Prøv ikke selv at skille høretelefonerne helt ad. Der kan være skruer, og de kan også være limet sammen - og du risikerer, at selv ikke forhandleren kan hjælpe dig med at samle dem igen.

* Hold vand og sæbe langt væk fra høretelefonerne. Det kan elektronikken indeni ikke tåle.

* Lad ikke høretelefonerne ligge frit, når du ikke bruger dem - opbevar dem altid i det beskyttende etui.

Kilde: Kevin Callesen Stolberg, som er bæredygtighedsspecialist hos Elgiganten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/12/2025 - 11:00

Ørevoks er høretelefonernes værste fjende

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ørevoks kan sætte sig i metalnettet i dine høretelefoner og stoppe det så meget til, at lyden ikke kan trænge igennem. Men abesnot og rens kan genoplive dem.

Musik, podcast eller en lydbog er en fast følgesvend i øregangen for mange i det daglige.

Med tiden kan den klare lyd i høretelefonerne dog blive mere mudret eller pludselig stoppe med at virke.

Ifølge Kevin Callesen Stolberg, som er bæredygtighedsspecialist hos Elgiganten, er det i størstedelen af tilfældene ørevoks, der er skyld i problemet.

- Det er ikke slemt i starten, men desto mere varme, de får, jo mere trænger ørevoksen ind og sætter sig i metalnettet inde i høretelefonen. Med tiden bliver det næsten umuligt at rense. Så oplever folk, at der ikke er lyd i den ene side eller slet ingen lyd, forklarer han.

For at undgå problemet skal man rengøre høretelefonerne løbende - gerne med rengøringsmidlet isopropylalkohol. Det kan fås i butikker som Matas, mens man i nogle teknikbutikker kan få det i en mindre størrelse.

Du må til gengæld ikke bruge vand, sæbe eller opvaskemiddel. Hvis det kommer ind i høretelefonerne, begynder de at irre, fortæller Kevin Callesen Stolberg.

Han anbefaler at rengøre dem med isopropyl tre-fire gange om året.

- Det er ikke lige slemt på alle brands, men på AirPods, hvor metalnettet sidder tæt for at sørge for, at andet ikke trænger ind, er problemet med ørevoks slemt, fortæller han om erfaringerne fra Elgigantens 49 varehuse.

En anden effektiv måde at rengøre høretelefonerne på er med en lille klistret klump af genanvendelig klæbemasse, der har kælenavne som lærertyggegummi, elefantsnot og abesnot.

- Man skal fjerne gummidutterne på høretelefonerne, og så kan man lige trykke noget abesnot ind. Når man så trækker det ud, så ser det altså ulækkert ud, siger han med et grin.

Den lavpraktiske metode er ifølge Kevin Callesen Stolberg en meget effektiv måde at få fjernet snavs fra høretelefonernes inderste dele.

Ud over ørevoks er dine høretelefoner ikke glade for fysiske skader, kraftig kulde eller varme.

Særligt slag, når man eksempelvis taber høretelefonerne, kan tage livet af dem.

Kulde og varme er til gengæld hårdt for batteriet.

- Du må gerne løbe med høretelefonerne i, når det regner og sner. Men de skal ikke ligge frit tilgængelige, det er bedre at putte dem i beskyttelsesetuiet, siger Kevin Callesen Stolberg.

Mange producenter reklamerer med, at høretelefonerne er væskeresistente, men som Kevin Callesen Stolberg bemærker, er de ikke vandtætte på sigt.

- Hvis de ikke er i brug, skal du ikke lade dem ligge på et badeværelse, for der kan opsamle sig fugt omkring ladestikket, forklarer han.

Oplever du, at høretelefonerne pludselig ikke spiller, er et godt fif fra elektronikeksperten at slå bluetooth-funktionen fra og så nulstille dem. Hvordan man gør med lige din model, står i brugsvejledningen.

- Mange brands har en knap, man skal holde nede eller trykke hurtigt på, og så kan man nulstille dem, så de fjerner alt, hvad de har været koblet op på. Og så kan man tilslutte dem på ny, siger han og forklarer, at det er en rigtig god idé at have prøvet det trick af, inden man tager ned og reklamerer over produktet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek