Washington D.C., 25/04/2025 - 18:26
FBI anholder dommer for at forhindre anholdelse af indvandrer
Dommer vildledte bevidst FBI-agenter for at forhindre dem i at anholde en indvandrer, siger FBI-chef.
Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har fredag sigtet en dommer i Wisconsin på mistanke om, at hun har obstrueret anholdelsen af en indvandrer i sidste uge.
Det fremgår af retsdokumenter, skriver nyhedsbureauet Reuters.
FBI har beviser for, at dommer Hannah Dugan har forpurret en anholdelse af en ulovlig indvandrer, skrev FBI's direktør, Kash Patel, i et siden slettet opslag på det sociale medie X.
- Vi mener, at dommer Dugan bevidst vildledte føderale agenter væk fra den person, der skulle anholdes i hendes retssal, Eduardo Flores Ruiz, hvilket gjorde det muligt for personen - en ulovlig indvandrer - at undgå anholdelse, skrev Patel i det nu slettede opslag.
- Heldigvis løb vores agenter efter gerningsmanden til fods, og han har været i varetægt siden, men dommerens obstruktion skabte øget fare for offentligheden.
Ifølge anklagen mod dommer Dugan var hun "tydeligt vred" over, at embedsmænd fra de amerikanske immigrationsmyndigheder ville foretage en anholdelse i hendes retssal.
Angiveligt hjalp hun den mand, der skulle anholdes, med at slippe ud af bygningen via en bagdør, der normalt bruges af nævninger.
Ifølge nyhedsbureauet AP har dommeren fredag været for retten i byen Milwaukee, men er løsladt igen. Næste retsmøde er 15. maj.
Præsident Donald Trump har lovet at slå hårdt ned på ulovlig indvandring og udvise "millioner" af indvandrere, der opholder sig i USA uden at have papirerne i orden.
Hans administration har ligeledes meddelt, at den vil retsforfølge lokale embedsmænd, som ikke medvirker i den føderale indsats, skriver New York Times
/ritzau/