13/08/2025 - 08:00
Tiltræk frøer og salamandre med et vandhul i haven
Biodiversiteten får et nøk opad i din have, hvis du gør plads til det våde element. Og det kan gøres ganske nemt og hurtigt.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Drømmer du om kvækkende frøer og andre padder i haven, er et simpelt vandhul vejen frem.
- Der skal ikke ret meget vand til, før det tiltrækker en masse dyr og insekter, siger Anne Stine Bruun, som er landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, der er en landsdækkende forening for haveejere.
Vandhullet kan du ifølge Anne Stine Bruun lave selv ganske nemt og hurtigt. Alt, du skal bruge, er en stor, dyb murerbalje og en spade.
Vælg et sted i haven, hvor der både er sol og skygge, så du sikrer dig, at vandet hverken bliver for koldt eller for varmt. Heftig sol skruer i øvrigt også op for væksten af alger.
Grav nu et hul, der er stort nok til, at baljen kan være dernede.
- Det er vigtigt, at man lægger nogle sten og nogle grene ned i baljen, så dyrene kan komme ned og op fra vandet, lyder rådet fra Anne Stine Bruun.
Næste skridt er at fylde vand i baljen. Det er bedst at bruge regnvand, da det ikke rummer lige så mange næringsstoffer som postevand, forklarer hun.
- Så kan man sørge for at putte nogle vandplanter ned i vandet. De skaber balance i vandet og renser det, så der det ikke bliver fyldt med alger. Et bud på en flydeplante kan være vandkærte.
Herfra handler det blot om at fylde vand i baljen en gang imellem og eventuelt plante nogle planter rundt om det lille vandhul, så det tager sig pænt ud, og der samtidig er sikret skygge.
Er du klar på et mere ambitiøst projekt i en lidt større skala, kan du kaste dig ud i at anlægge en decideret havedam. For at projektet bliver vellykket, anbefaler Tomas Nielsen, der ejer Sydsjællands Havedamscenter, at du vælger en variant, der kan rumme mindst 250 liter vand.
- Hvis havedammen kommer til at ligge et sted, hvor der er mere end fire til seks timers sol om dagen, ville jeg lave noget, der var større end det, siger han og peger på, at det er vigtigt, at vandet ikke bliver for varmt, hvis frøerne skal kunne trives i det.
En vis dybde er samtidig en afgørende faktor, hvis du har forhåbninger om, at frøer og salamandere skal have mulighed for at overvintre i vandet.
- Min egen havedam er 175 centimeter dyb, og på trods af det kan der om foråret ligge døde frøer og tudser, der ikke har klaret vinteren. Så jo dybere, dammen er, jo mere stabil er den, understreger Tomas Nielsen.
Hvis du har et ønske om at tilføre en mekanisme, der skaber bevægelse i havedammens vand, er det i øvrigt vigtigt, at du placerer den i en afstand til huset, så det er muligt for dig at trække strøm til den.
- Alle gode bakterier og mikroorganismer trives, hvor der er lys, ilt og bevægelse, siger Tomas Nielsen og tilføjer, at lyden af rislende vand også er med til at tiltrække dyrene.
/ritzau fokus/