Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

08/08/2024 - 10:00

Vinkendere: Sådan gennemskuer du supermarkedets vinafdeling

Spenderer du lidt flere kroner på vinen, får du noget bedre valuta for pengene, vurderer vinekspert.

Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Hvis du tænker, at en rigtig vinkender sikkert kun køber vin fra fine forhandlere, så er det altså forkert.

Faktisk kan supermarkedet være en udmærket sted at få god valuta for sine penge.

Sådan lyder det samstemmende fra Thomas Ilkjær, som er medstifter og leder af Vinakademiet, og Frederik Kreutzer, som er underviser hos Vinuddannelse.dk samt direktør hos American Wine.

- Der er nogle supermarkeder, der skiller sig markant ud og har virkelig god vin. Supermarkederne har den fordel, at de kan købe stort ind af vinene, og de behøver ikke at tjene det samme på dem. Vintilbud er jo noget af det, der lokker folk ind i supermarkederne, siger Thomas Ilkjær.

- Der er dog også en øvre grænse for kvaliteten i supermarkederne. Og så kan det være svært at gennemskue, hvilket tilbud der egentlig er bedst, fortsætter Thomas Ilkjær, der også er foredragsholder og vinskribent på blandt andet Politiken.

Frederik Kreutzers filosofi er, at der kan være gode vine inden for alle prislejer - de skal bare være gode til det, de skal bruges til.

Og der kan faktisk være mere valuta for pengene ved at spendere lidt flere penge.

- I Danmark går der cirka 10 kroner til afgifter. Der kommer også moms på, og en avance til forhandleren. Så når du køber en vin til 40 kroner, er det en meget stor procentdel, mens flere af pengene går direkte til vinen, jo længere du bevæger dig opad, forklarer han.

- Derfor gør det en stor forskel, når du bevæger dig fra en flaske til 40 kroner og op til en til 80 kroner. Bevæger man sig helt op i 150 kroner, er der endnu mere vin for pengene.

Han arbejder selv med nogle overordnede prisinddelinger, i forhold til hvad han forventer af vinen.

Giver man under 100 kroner for en flaske, kan man ifølge vinkenderen ikke forvente den store historiefortælling i sit glas.

- Der findes masser af vine under 100 kroner, der smager glimrende og kan drikkes uden større ubehag. Men de smager ikke af noget bestemt - de smager af rød- eller hvidvin.

- En vin til over 100 kroner skal gerne være typisk for der, hvor den kommer fra, og for årgangen, producentens holdning og tanke. Det vil jeg betegne som god vin.

Den kategori vurderer han, fortsætter op til omkring 3-400 kroner per flaske, hvor niveauet bliver stadig bedre og bedre. Men når man passerer cirka 400 kroner for en flaske, skal man have nogle ret veludviklede smagsløg for at opleve en seriøs merværdi.

- Hvis jeg serverer en vin til henholdsvis 20, 40 og 1000 kroner, så tror jeg godt, at du kan placere dem korrekt.

- Men hvis vi er oppe i 400, 800 og 1600 per flaske, så kan du nok ikke smage, hvilken der er dyrest, siger han.

Når han selv shopper, skal vinen derfor gerne ligge på den anden side af de 100 kroner.

- Så får jeg en vin, der smager af det, der står på etiketten. Jeg kan godt lide at smage historien bag, fortæller Frederik Kreutzer.

Når man er på udkig efter en vin til maden en fredag aften, er det måske bare med intentionen om at købe en enkelt flaske. Men et af Thomas Ilkjærs bedste råd til at få mest muligt for sine penge er at opskalere indkøbet.

- Så vil det gode råd være at gå sammen med naboen, svogeren eller kolleger, for hvis man køber 12 flasker, kan man ofte få vinene til en anden pris.

- Så når vinanmelderen giver seks stjerner og siger, at det er et super køb, så slå dig sammen med nogle andre, lyder hans råd.

/ritzau fokus/

TjekDet - faktatjek