Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vientiane, 27/05/2026 - 13:56

Fem savnede er fundet i live efter en uge i oversvømmet hule i Laos

Syv personer blev spærret inde i hule, som blev oversvømmet for en uge siden. Fem af dem er nu fundet.

Af: /ritzau/

Fem personer, som har været fanget i en oversvømmet hule i Laos i en uge, er onsdag blevet fundet i live.

Det oplyser et thailandsk redningshold, der har deltaget i eftersøgningen, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

To andre, som er savnet, er ikke fundet endnu.

Der er tale om lokale fra en landsby i provinsen Xaysomboun, som gik ind i hulen 20. maj for blandt andet at lede efter guld.

Men de lokale blev fanget, da kraftig regn førte til oversvømmelser, som sammen med jordskred blokerede for hulens udgang. Det har det statslige nyhedsmedie Lao Phattha News rapporteret.

Både thailandske og laotiske redningsfolk deltager i eftersøgningen.

Blandt dem er en dykker, som i 2018 deltog i en meget omtalt aktion, der skulle redde 12 drenge, der sammen med deres fodboldtræner var blevet fanget i en oversvømmet grotte i det nordlige Thailand.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek