København, 24/04/2026 - 12:44
Oprydning efter togulykke tager tid - vej er fortsat spærret
Afspærringen af en del af Helsingevej som følge af togulykken varer indtil i hvert fald lørdag eftermiddag.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det tager tid at fjerne de togsæt, som tidligt torsdag morgen var involveret i en alvorlig togulykke på Gribskovbanen i Nordsjælland.
Derfor varer afspærringen af en del af Helsingevej indtil videre frem til lørdag eftermiddag, oplyser Nordsjællands Politi fredag middag.
- Som følge af togulykken på Gribskovbanen torsdag morgen har Helsingevej været spærret mellem Isterødvejen og Kildeportsvej.
- Banedanmark oplyser, at det tager tid at fjerne togsæt, og derfor fortsættes afspærringen af vejen frem til lørdag eftermiddag indtil videre, skriver politiet på Politi Update.
Politiet opfordrer trafikanter til, at de i stedet benytter Hillerødvejen i retning mod Nødebo eller Gadevangsvej.
Tidligere fredag blev det oplyst, at togdriften på Gribskovbanen først ventes normal igen lørdag.
Togulykken skete kort før klokken 06.30 torsdag på strækningen nord for Isterødvejen ved Hillerød.
I forbindelse med ulykken blev der igangsat et større redningsarbejde.
17 personer er blevet behandlet på hospitalet i forbindelse med ulykken, oplyste Nordsjællands Politis vagtchef torsdag aften ifølge DR og TV 2.
Torsdag var meldingen, at fem af de tilskadekomne var i kritisk tilstand. De er nu alle meldt uden for livsfare ifølge TV 2.
/ritzau/




