Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 03/04/2026 - 12:04

Mindst en er dræbt efter russisk påskeangreb med 400 droner

Fredag har Rusland rettet et omfattende angreb mod regionen omkring Ukraines hovedstad, siger militærchef.

Af: /ritzau/

Ukraines hovedstad, Kyiv, og den omkringliggende region er langfredag blevet ramt af et omfattende missil- og droneangreb.

Det fortæller lederen af militæradministrationen i Kyiv-regionen, Mykola Kalasjnyk, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst en person er blevet dræbt i angrebet.

- Kyiv-regionen er endnu en gang ramt af et massivt fjendtligt missil- og droneangreb, siger Mykola Kalasjnyk.

- På nuværende tidspunkt er der registreret et dødsfald.

Mere end 400 russiske droner er blevet registreret i ukrainsk luftrum i forbindelse med angrebet, oplyser det ukrainske luftvåben til ukrainsk stats-tv ifølge mediet The Kyiv Independent.

Samlet er der tale om næsten 500 droner og missiler, lyder det fra Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha.

- Terroristiske Rusland angriber bevidst ved højlys dag for at maksimere de civile skader og ødelæggelser.

- Det er sådan, styret i Moskva svarer på Ukraines anmodninger om en påskevåbenhvile: med brutale angreb, siger Andrij Sybiha ifølge AFP.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at Ukraine er indstillet på at indgå en aftale om våbenhvile i påsken, men Rusland afviser at have modtaget nogen anmodning om en våbenhvile.

Ofte finder russiske luftangreb sted om natten, men fredagens angreb strakte sig fra de tidlige morgentimer til midt på formiddagen.

De første droner blev opdaget omkring klokken 04 lokal tid. Frem til klokken 07 blev der registreret 240 russiske droner i ukrainsk luftrum, og klokken 09 var dette tal næsten fordoblet, skriver The Kyiv Independent.

Kort efter klokken 10 blev der affyret missiler mod Ukraine fra flere lokationer i det østlige og sydlige Rusland.

Droner er blevet set over regionerne Kirovohrad, Vinnytsia, Sumy, Tjerkasy, Poltava, Zjytomyr og Kyiv.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek