København, 22/05/2025 - 16:52
Kroatisk ekvilibrist forlader Real Madrid efter 13 år
Når sæsonen slutter, siger Luka Modric farvel til Real Madrid, som han har vundet adskillige trofæer med.
Afp7 Vía Europa Press/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Gennem 13 år har Luka Modric været en af de mest fremtrædende spillere i Real Madrid, men nu slutter det snart.
Når den 39-årige kroats kontrakt løber ud efter sæsonen, skilles de to parter. Det oplyser Real Madrid på sin hjemmeside torsdag.
- Real Madrid ønsker at udtrykke sin taknemmelighed og dybe hengivenhed for en person, der allerede er en af vores klubs største legender, skriver klubben.
Luka Modric kom til Real Madrid fra Tottenham i 2012 og har med stor succes optrådt i 590 kampe for den spanske storklub.
Med sit kølige overblik og ekvilibristiske boldbehandling har han i løbet af årene været med til at vinde blandt andet seks Champions League-trofæer og fire spanske mesterskaber.
I alt har han været med til at sikre den spanske storklub 28 titler, og det gør ham til den mest vindende spiller i klubbens historie.
I et opslag på Instagram gør han det også klart, at det er med stort vemod, han gør klar til at forlade hovedstadsklubben.
- Nu er øjeblikket kommet. Det øjeblik, jeg aldrig ønskede skulle komme. Men sådan er fodbold, og i livet har alting en begyndelse og en ende. På lørdag spiller jeg min sidste kamp på Santiago Bernabeu, skriver kroaten.
- At spille i Real Madrid har ændret mit liv - både som fodboldspiller og som menneske. Jeg er stolt over at have været en del af en af de mest succesfulde epoker i historiens største klub.
Hvad fremtiden byder på for den kroatiske stjerne, melder historien endnu intet om.
Til gengæld ved han, at han vil komme til at mindes tiden i Madrid med glæde resten af livet.
- I løbet af årene har jeg oplevet utrolige øjeblikke - comebacks, der virkede umulige, finaler, fejringer og magiske aftener på Bernabéu. Vi har vundet det hele, og jeg har været lykkelig. Meget, meget lykkelig, skriver Modric på Instagram.
/ritzau/