London, 20/04/2025 - 01:23
Britisk højesteretsdom om transpersoner sendte tusindvis på gaden
Når transrettigheder er under angreb, slår vi tilbage, lød det blandt andet under demonstration i London.
Alastair Grant/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Tusindvis af mennesker gik lørdag på gaden i London og Edinburgh for at støtte transpersoners rettigheder efter en højesteretsdom om ordet "kvinde".
Storbritanniens højesteret bestemte onsdag, at ordet "kvinde" i landets ligestillingslov refererer til et biologisk køn.
Dommen kommer efter en juridisk strid mellem regeringen i Skotland og gruppen For Women Scotland (FWS). FWS beskriver sig selv som en gruppe, der kæmper for kvinders rettigheder.
Sagen handler om modstridende fortolkninger af ligestillingsloven. Den skotske regering hævdede, at loven beskytter transkvinder. FWS er uenig.
Uden for det britiske parlament i London mødte aktivister, demonstranter, fagforeninger og andre grupper lørdag op med flag og bannere for at erklære deres støtte til transpersoner.
"Transkønnede kvinder er kvinder" og "transpersoners rettigheder er menneskerettigheder", stod der blandt andet på to bannere.
Der blev desuden sunget slagord.
- Når transrettigheder er under angreb, hvad gør vi så? Vi slår tilbage, lød det.
Ifølge højesteretsdommen vil steder som omklædningsrum, toiletter og hospitalsafdelinger "kun fungere ordentligt, hvis køn fortolkes som biologisk køn".
- Min største frygt er, at ekstremisterne vil føle sig styrket af denne beslutning, siger 32-årige Eevee Zayas, der beskriver sig selv som nonbinær transkønnet.
- Hadforbrydelser mod trans-samfundet vil stige, siger Zayas.
Joe Brown, der er en transkønnet kvinde i kønsbekræftende behandling, siger, at "alt i behandlingen bliver sværere nu".
- Det er meget vigtigt at være stærkt repræsenteret her for at stå imod højesteretsdommen, siger Brown.
I kønsbekræftende behandling kan der eksempelvis være tale om behandling med kønshormonblokkere, kønsskifteoperationer og hormonbehandling.
For Women Scotland tabte i første omgang sagen i det skotske retssystem, men ankede derefter sagen til højesteret.
/ritzau/AFP