Brasilia, 24/12/2025 - 22:13
Kupdømt Bolsonaro forlader fængslet for at blive opereret
Brasiliens ekspræsident skal torsdag gennemgå operation for lyskebrok. Han er idømt 27 års fængsel.
Eraldo Peres/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro, der afsoner en længere fængselsstraf for forsøg på statskup, er onsdag blevet løsladt midlertidigt for at gennemgå en operation.
Det oplyser en kilde på hospitalet.
En konvoj af sorte biler eskorteret af motorcykler kørte onsdag ind i parkeringskælderen ved DF Star-hospitalet i hovedstaden Brasilia.
Bolsonaro skal efter planen opereres torsdag. Det er uklart, hvor længe han vil blive indlagt på hospitalet efter operationen.
Den 70-årige ekspræsident har døjet med helbredet, efter at han blev stukket i maven under valgkampen i 2018. Han har for nylig fået konstateret hudkræft.
Tilladelsen til at forlade fængslet er blevet givet af en højesteretsdommer, efter at det i sidste uge blev slået fast, at en operation var medicinsk nødvendig for Bolsonaro.
Operationen skal udbedre lyskebrok, en udposning i lyskeområdet som følge af en rift i mavemusklerne, lyder det.
Bolsonaro blev i april opereret på samme hospital i Brasiliens hovedstad.
Højesteretsdommeren har beordret et omfattende sikkerhedsopbud omkring den tidligere præsident under hospitalsopholdet.
To betjente skal døgnet rundt holde vagt uden for Bolsonaros hospitalsstue, hvor mobiltelefoner og computere er forbudt. Bolsonaros hustru har fået tilladelse til at være sammen med ham under indlæggelsen, men ikke hans sønner.
Han begyndte i slutningen af september at afsone en 27 år lang fængselsstraf.
Bolsonaro var præsident fra 2019 til 2022. Han blev i september dømt skyldig i at have planlagt et kup mod sin politiske modstander Luiz Inácio Lula da Silva, efter at Lula vandt præsidentvalget i 2022.
Bolsonaro mener, at han er uskyldig og offer for politisk forfølgelse.
/ritzau/AFP




